"Siddhartha" af Hermann Hesse

Skrevet af Patrick Søgaard. Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en klassiker om livets store spørgsmål.


Hvad handler bogen om?
Den unge Siddhartha tager på en spirituel rejse mod oplysning. Med sin ven Govinda rejser han gennem oldtidens Indien i en filosofisk fortælling, der er fortalt så klart og ligetil, at man læser denne korte bog i et åndedræt. Siddhartha kommer gennem fattigdom, rigdom, munkeliv og arbejderliv, materiel overflod og åndelig fuldkommenhed. Det er ganske enkelt Hermann Hesses østligt inspirerede vision for, hvordan et menneske går uden om et materialistisk verdenssyn og opnår fred med sit eget væsen – skrevet 30 år inden Beat-poeterne og 40 år før George Harrison overhovedet havde hørt om en sitar.

Hvorfor skal man læse denne bog?
Fordi alle ønsker at blive inspireret til sjælelig refleksion, og ingen bog gør dét så elegant og tilgængeligt som Siddhartha. Bare man blinker er bogen læst, men oplevelsen af nye åndelige perspektiver og måder at være til i verden har et varigt, givende indtryk.

Og selv om sproget er ligetil, så ideerne og den filosofiske fortælling kan få lov at stå frem, så har Herman Hesse samtidig kælet for, at de præcise klare sætninger er en fryd for øret.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?
Af alle de eksistentialistiske bøger fra det 20. århundrede går ingen så livslysten til menneskets søgen efter mening som Siddhartha. Men af andre små, mundrette bøger med det tema kan nævnes både Albert Camus "Den Fremmede" og Hermann Hesses egen "Steppeulven", der begge har en mere dyster tone.