'Rampen' af Jesper Stein

Litteraturformidler Patrick, anbefaler denne uge en hudløs ærlig selvbiografi af krimiforfatteren Jesper Stein.

Hvad handler bogen om?

Jesper Stein er stadig i skolealderen, da hans far, der underviser på Århus Katedralskole, forlader hans mor til fordel for en tidligere elev. Derfra brister både familien og Jespers forhold til begge sine forældre, samtidig med, at forældrenes laster finder genklang i Jesper. Det er kort sagt den store bue af brud og nedbrud, den gribende og hudløst ærlige selvbiografi ’Rampen’ handler om.

Hvorfor skal man læse denne bog?

’Rampen’ var en stor læsersucces, da den udkom i slutningen af 2020, og det med god grund. Først og fremmest er den skrevet blændende. Den garvede krimiforfatter kombinerer for første gang sine veltrænede fortælleevner med et personligt stof, der lader til at være blevet gumlet på og finpudset lige siden det skelsættende brud i hans familie indtraf. Resultatet er en stor fortælling der er lige så tragisk, som den er dragende på grund af sit imponerende klarsyn og sin åbenhed.
Jesper Stein ryster for eksempel ikke på hånden, når han fremstiller det komplekse forhold, han får til sine forældre, efter de svigter ham. Et forhold, der både er had og kærlighed, fordømmelse og forherligelse. De store følelser, der helt naturligt bruser frem, slår aldrig hinanden væk, men får i ’Rampen’ lov til at eksistere sammen, i konflikt med hinanden. Sådan er de fleste mennesker måske. Fulde af et hav af kræfter, det kan være så svære at få ud, uden at den ene overtager og overdøver de andre. Men det lykkes Jesper Stein med i ’Rampen’, og det er uden tvivl en af grundene til, at bogen har fundet vej til så mange læsere.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

’Rampen’ tilhører en skare af danske selvbiografiske bøger om opvækst, som er nogle af de mest læste i de sidste par år. ’Den, der lever stille’ af Leonora Christina Skov har samme dobbelte fokus på svigtende forældre og kærlighed til litteratur, og ’Gud taler ud’ af Jens Blendstrup finder sted i samme akademiske Risskov-miljø.

Jesper Stein gæster sammen med den prisbelønnede debutant Glenn Bech Stadsbiblioteket onsdag den 2. marts til en samtale om opvækst, skam og vejen frem. Billetter kan bestilles på lyngbykultur.dk. 

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område.