"Penge på lommen" af Asta Olivia Nordenhof

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en voldsom brandkatastrofe og stor psykologisk indsigt. Anbefalingen er skrevet af Christoffer Bjerregaard.


Hvad handler bogen om?
Med første roman i et syvbindsværk, der på den ene eller anden måde er centreret omkring skibet ’Scandinavian Star’, og den katastrofale brand der i 1990 kostede 159 mennesker livet, markerer Asta Olivia Nordenhof sig som en af landets mest velskrivende forfattere.

På en gård i nærheden af Nyborg bor Kurt og Maggie. De har et voksent barn sammen, men de er fjerne for hinanden og deres relation er præget af ydmygelser og vold. Kurt vil investere nogle af de penge han har tjent med sit busselskab i ’Scandinavian Star’, som bliver scenen for den historiske brand, sandsynligvis påsat som et led i en sag om forsikringssvindel.

Hvorfor skal man læse denne bog?
Bogen er en hjerteskærende og rørende indsigtsfuld skildring af livet på kanten af samfundet. Med både humor og ømhed beskrives de hårdt prøvede menneskeskæbner, i et sprog som slår gnister på hver side.

Asta Olivia Nordenhof er uhyrligt godt skrivende i sin kapitalismekritiske romandebut, og hvis det fortsætter sådan, er der garanteret udsigt til seks strålende oplevelser i fremtiden.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?
Asta Olivia Nordenhof har to rimeligt tilgængelige digtsamlinger bag sig, som helt sikkert er et besøg værd – den rigtig gode ’Et ansigt til Emily’, og den virkelig gode ’Det nemme og det ensomme’.

’Penge på lommen’ er én af de seks nominerede romaner til DR Romanprisen 2021. Læseklubben, DR Romanklubben, som er et samarbejde mellem DR, Litteratursiden og landets biblioteker, er med til at kåre vinderen.

I læseklubben får du mulighed for at fordybe dig i de mest interessante nye danske romaner. Det bliver en oplevelse der afspejler mangfoldigheden i romankunsten lige nu.

Du kan tilmelde dig til læseklubben, DR Romanklubben, på lyngbybib.dk.