"Næste!" af Nina Lykke

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en humoristisk og usædvanlig lægeroman.


Hvad handler bogen om?
Elin er læge og gift med Aksel. Mens han bruger al sin fritid på langrend i den norske natur, ser Elin timevis af tv-serier med hvidvin i glasset. Til daglig passer hun sin lægepraksis, hvor hun er træt af at give formaninger, som patienterne er trætte af at høre. Ovre i hjørnet står plastik-skelettet Tore og kommenterer på det rod, som hun selv har bragt sig i, da hendes finger ramte forkert på iPad’en og skabte kontakt til Bjørn – en gammel flamme fra fortiden.

Hvorfor skal man læse denne bog?
Hvis du tror, denne lægeroman handler om den smukke unge læge, der kompetent helbreder den stakkels patient, kan du godt tro om igen. Sådan er det ikke i Elins praksis. Her får patienterne den skinbarlige sandhed at vide, så hun kan høre dem klage højlydt i receptionen bagefter. Det er sjovt, det er pinligt og ikke mindst er det genkendeligt.

Det er også historien om en tom rede og om at hige efter anerkendelse og begær, der rækker ud over langrend og hvidvin. Det hele er tilsat underfundig humor, der gør det til at holde ud at læse om noget af det i livet der gør ondt.

At gå til lægen bliver aldrig det samme igen efter at have læst denne bog.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?
Emma Hambergs ’Næste stop Rosengädda’, Fredrik Backmans ’En mand der hedder Ove’, Cecilie Overbyes ’Jens Petersens forlængede forår’, der alle fortæller respektfuldt om hverdagslivet med et glimt i øjet.