'Muslimernes Muhammad' af Jakob Skovgaard-Petersen

I denne uge anbefaler litteraturformidler Patrick Ranfelt en fremragende fagbog om Islams historie.

Hvad handler bogen om?


’Muslimernes Muhammad’ handler ganske enkelt om de utallige fortolkninger af Muhammads liv, der gennem verdenshistorien har udtrykt millioner af menneskers indre liv. Hold da op, tænker man. Og det ville da nok også være noget af en mavepuster at skulle læse om alt dét, hvis ikke Jakob Skovgaard-Petersen var så fremragende i sin formidling. Heldigvis fører hans rolige blik læseren gennem sunniernes Muhammad, shiitternes Muhammed, teatrets Muhammad, selvstændighedens Muhammad, massemediernes Muhammad – og mange, mange flere udgaver af et menneske, der har haft et af de største aftryk på menneskehedens historie nogensinde.


Hvorfor skal man læse denne bog?


Hvis man som undertegnede ikke er den store historiske begavelse, skal der en helt særlig bog til, før det historiske stof bider sig fast. Og ’Muslimernes Muhammad’ er i den grad en særlig bog. Det kan være en god idé at læse den hurtigt og skødesløst, så man ikke snubler over de mange navne og datoer, men i stedet ser det store billede – den vældige flod med sit utal af forgreninger, som Islam er. Dét er nemlig en af de helt særlige oplevelser, man kan få fra bogen. Et indblik i, hvordan folk fra mange tider og egne ser lige deres følelser, deres idealer og deres håb gengivet i deres profet. Hvor kender man dem lidt. Og hvor er der mange at lære at kende.


Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?


Det er utroligt svært at sammenligne ’Muslimernes Muhammad’ med en anden bog. Men måske kan man sige, at Anne-Cathrine Riebnitzskys seneste roman ’Vindens Port’ også har en vinkel, der på helt original vis belyser historien om Islam. Hendes fortælling foregår i 1300-tallets Andalusien og følger den sidste muslimske borgherre i bjergborgen Al Qalat. Og selv om ’Vindens Port’ er en historie om tro, om Europa, om kultur og om heste, så er den også det bedste af alt – en menneskelig historie.