"Moonwalk med Einstein" af Joshua Foer

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en bog om hukommelse. Anbefalingen er skrevet af Patrick Søgaard.


Hvad handler bogen om?
Af alle menneskets egenskaber er hukommelse måske den, vi i moderne tid dyrker mindst. Det er udgangspunktet for journalisten Joshua Foers reportagebog Moonwalk med Einstein, hvis første side beskriver, hvordan Foer med et såkaldt mindealfabet kæmper om titlen som Amerikas bedste husker. Foers vej til mesterskabet starter et år forinden, da han møder den excentriske brite Ed Cooke. Han tager Foer under sine vinger og giver ham mesterlære i den oldgamle hukommelsesteknik, man kalder et mindepalads, og som var fundamentet for al viden i oldtiden og middelalderen. Og så tager bogen ellers fart.

Foers interesse for hukommelse bringer ham ikke kun i kontakt med et internationalt netværk af mentalatleter, men også dybt interessante enkeltpersoner fra historien. I den ene ende af spektret er ”Manden som huskede for meget”, den unge journalist S der i 1928 går ind på neuropsykolog A.R. Lurias kontor, fordi han kan huske alle samtaler, datoer og tal fra sit liv. I den anden ende står EP, en mand der efter et sygdomsforløb i 1992 ikke har kunnet huske noget, der efterfølgende skete, i mere end et halvt sekund. Skildringen af de to personer er lige så vigtig for bogen som alt andet. Og den blanding af biografi, livlig reportage fra mentalatleternes verden og historisk indføring i mindeteknik gør bogen rivende fascinerende.

Hvorfor skal man læse denne bog?
Bogen er en sjældent vellykket kombination af et stærkt interessant emne og en medrivende fortælling om et underholdende persongalleri og unikt miljø. Man kommer til at, ja, huske, bogen i lang, lang tid, og er man som undertegnede, kommer man til med det samme at udvikle sit eget groteske mindealfabet (mit inkluderer bl.a. en Fønix på et par elg-horn og Shakespeare, der skriver et skuespil med en rottes hale). Og så er det også værd at Ingeborg Christensens danske oversættelse er blevet overdynget med ros – 6 hjerter i Politiken og det hele.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?
Oplevelsen af at læse denne bog kan minde om at læse How to Read a Book af Mortimer J. Adler, der har et lige så tilsyneladende enkelt emne som hukommelse – det at læse – men som undervejs skaber et perspektiv på og en forståelse af det at læse, at man tænker, at man aldrig har gjort det rigtigt før nu.