"Matchday - Turen går til engelsk fodbold" af Morten Bruun

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en passioneret rundrejse i engelsk fodbold med fodboldekspert- og kommentator Morten Bruun, der gæster biblioteket d. 18. marts kl. 16.30

 

Hvad handler bogen om?

"Matchday" handler om engelsk fodbold. Så kort kan det siges. Og med den tidligere professionelle fodboldspiller og nuværende fodboldekspert Morten Bruun ved roret kommer man dybt ned i materien og ikke mindst - man kommer med på hele 49 fodboldstadioner. Vi hører om de traditionsrige fodboldklubbers farverige og dramatiske historier, om de største brag, legendariske derbies og bitre nedrykningsslag, om bemærkelsesværdige spillere, trænere og klubkoryfæer. Og selvfølgelig om den helt særlige engelske klubkultur, der har dybe rødder i lokalsamfundene.

 

Hvorfor skal man læse denne bog?

Bogen placerer sig et sted mellem decideret fodboldhistorieformidling og en slags rejseguide for fodboldfans. Der er masser tips og tricks at hente, hvis man drømmer om en autentisk fodboldrejse til England, men man kan også bare læse Matchday for de betagende beretninger, som engelsk fodbold gemmer på. F.eks. om nazisoldaten Bert Trautmann, der gjorde tjeneste i Hitlers hær og endte i en fangelejr i Greater Manchester, hvorfra han som målmand spillede sig til en utænkelig kontrakt med Manchester City og fik over 500 kampe. Eller om den frygtelige stadionulykke The Hillsborough Disaster, der i 1989 kostede 96 mennesker livet og sårede over 700 børn og voksne.

 

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Den minder slet ikke i sin form og sit sigte om Rune Skyum-Nielsen Nicklas Bendtner-biografi "Nicklas Bendtner - Begge sider", men jeg vil alligevel nævne den af to årsager. Først og fremmest fordi den også beskriver engelsk fodboldkultur – bare indefra og igennem fodboldspilleren Nicklas Bendtners optik. Det er en fortælling om storhed og fald, om massive pengesummer og usund fest og forbrugskultur og det til tider ubarmhjertige vilkår det er at være en menneskelig handelsvare i  en iskold fodboldbranche. Det er rystende, men forrygende læsning og giver en indsigt i en fodboldkarriere, som stort set alle danskere har haft en holdning til. Og den anden årsag: du kan også møde forfatteren Rune Skyum-Nielsen på Faglitterær festival til Tour de Genre den 14. marts.

 

Du kan møde Morten Bruun på Faglitterær Festival, når han kommer forbi Stadsbiblioteket til den 18. marts kl. 16.30 og deler ud af sine oplevelser med den engelske fodboldkultur og om alt fra de store derbies til de bitre nedrykningsslag.