Legenden om Ørnefolket - Den magiske ring af Patrik Bergström

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på letlæsning der rummer både spænding og eventyr.

Hvad handler bogen om?

For mange år siden gik vulkanen Nero i udbryd som følge af troldmandskrigen. Maximus, tidens største troldmand, var bortrejst, da krigen brød ud. Artemis, som tilhører ørnefolket, lod Maximus kravle op sin ørn og sammen fik de vulkanen til at gå i dvale. Tiden er gået og vulkanen er ved at vågne igen.
Menneskene skal advares, inden det er for sent. Remus, der er efterkommer af Artemis, får opgaven. Sammen med sin ørn Aquila, må de se faren i øjnene. Maximus havde en ring, der gav ham trolddomskræfterne. Da han døde blev ringen delt i to. Rubinen, Sang-Drag, fik Artemis og ringen, Circulus, fik Sigmund, Maximus’ nære ven. Hvis et menneske nogensinde besidder kræfterne, vil det miste forstanden på grund af magten ringen rummer. Heldigvis kan Remus ikke lide mennesker.

Hvorfor skal man læse denne bog?

Det er en spændende historie med utrolig flotte illustrationer. Spændingen og eventyret driver læseren frem i historien. Remus er en utrolig dyb karakter, der på grund af hans baggrund har en masse fordomme til Verdenen og specielt mennesker. Da han møder Regina, en handlekraftig og modig ung pige, bliver hans frygt og vrede konfronteret på en utrolig flot og gennemført måde – mest af alt beskrivelsen af den udvikling som Remus nu må gennemgå.
Tempoet er højt, hvilket er typisk for denne type letlæsningsbøger.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Der findes mange gode korte og letlæste fantasy-serier, der minder om denne, fx Josefine Ottesens serier ’Drageherren’ og ’Hullerikkerne fra syvstammetræet’ og Jim Højbergs ’Kvanulf fra Skovlandet’.