'Kun en far' af Anthony Aconis og Boline Skovly

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på historien om Anthony Aconis vej til at blive far alene – og om de reaktioner, valget affødte. Det er også et indblik i kønsroller, familiejura, og etiske betragtninger.

Hvad handler bogen om?

I ”Kun en far” tages læseren med ind forældreforskningens ofte overraskende resultater: Hvordan også mænds hormonbalance forandres, når de bliver forældre. Og hvordan begrebet ”moderinstinkt” biologisk set ligeså godt kunne hedde ”forældreinstinkt”.
En af bogens styrker er, at den ikke er styret af sin egen dagsorden – den er ikke en forsvarstale for at blive solofar med rugemor, den er ikke kun en belysning af de mange udfordringer for en solofar i dagens Danmark, men også af de mange generelle sider af forældreskabet, der har godt af at blive gentænkt i ny og næ. For som mandeforskeren i bogen svarer på Aconis’ spørgsmål ”hvorfor skal jeg retfærdiggøre mig selv?”: ”Det skal du af historiske årsager”. Det er altså ikke forskning, der peger på, at faderfiguren biologisk set har større risiko for at blive en fraværende tyran, men tusind vis af års kulturhistorie med tyranniske machofædre. 

Hvorfor skal man læse denne bog?

Den lille men vigtige bog stiller skarpt på spørgsmål som ”Er forældreskab en rettighed?”, ”kan en familie være god nok uden en mor?”, ”Er far biologisk set altid den næstbedste?”. 
Kort efter mit yngste barn for tre år siden kom til verden, faldt der en sten fra mine skuldre. Den rolle, jeg naturligt havde tildelt mig selv som primærforælder, faldt mig ikke naturligt. Samtidig faldt det min mand meget naturligt at være på og konstant behovsopfyldende overfor de små. Jeg kan ikke huske, konkret hvad der bragte mig til den erkendelse, men på vejen hjem fra den ældstes vuggestue slog det mig en efterårsdag mens poderne tumlede i efterårsløv, at det var helt ok: at jeg sagtens kunne være en god og nærværende mor, selvom det var far, der primært var den, der var den. Derefter blev alt bedre i vores lille familie, rollerne var ikke længere noget, vi havde sat os selv i hovedet ved at spejle os i en lang arv og de fleste andre børnefamilier, men var de roller, der passede bedst hos os.