"Konkyliesamlerne" - Rosamunde Pilcher

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på den engelske roman Konkyliesamlerne.

 

Hvad handler bogen om?

Den 64-årige Penelope udskriver, mod lægernes vilje, sig selv fra hospitalet efter et hjerteanfald. Hendes tre voksne børn er imod det, og er i det store hele imod det meste deres mor foretager sig. Bogen er bygget op med en nutidig handling dvs. starten af 1980erne og glimt tilbage i Penelopes liv, og især hendes barndom og ungdom i Cornwall og London under 2. Verdenskrig. Da Penelope vender hjem, beslutter hun sig for at rydde op i sin fortid, der både indeholder en stormende kærlighedshistorie, en kunstmaler fars efterladte værker, og tre voksne børn der skal tages hånd om.

 

Hvorfor skal man læse denne bog?

Bogen er en varm, hyggelig og gribende familiefortælling, der strækker sig over tre generationer. Sproget er beskrivende, detaljeret og humoristisk, tonen er varm. Familiens historie er både spændende, dramatisk og rørende. Penelope er en generøs hovedperson, der på trods af sine børns modvilje, deler ud af sine glæder og sit overskud. Hun samler folk omkring sig med naturlighed, og hun er sine venners midtpunkt.

Det er som altid interessant at læse om livet under besættelsen, med mørklægningsgardiner, vareknaphed og forsøg på at holde humøret oppe.

 

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Udover en anden Rosamunde Pilcher bog; ’Vejen hjem’, minder ’Konkyliesamlerne’ om Elizabeth Jane Howards Cazalet-serie. Kate Mortons ’En fjern hvisken’ og Lucinda Rileys ’Orkideens hemmelighed’.