"Jeg bor i Sverige" - Sonja Åkesson

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en jazzet klassiker fra nabolandet fyldt med genkendeligt hverdagsliv.

 

Hvad handler bogen om?

’Jeg bor i Sverige’ er en samling tekster som handler om de hjemmegående og de arbejdende, mødrene og døtrene, de gifte og de enlige. Da ' Jeg bor i Sverige' udkom i 1966, var det med indlagt grammofonplade, hvor forfatteren Sonja Åkesson læste op både alene, sammen med band og i dialog med sin mand og kollega Jarl Hammarberg.

Teksterne er jazzede stemmer fra hjemmene; fra parforhold som balancerer på kanten og lange lister over dét som også fylder hverdagslivet – al slags tænkelige vællinger og det uendelige regnskab over julens suleflæsk. Der er titelteksten ’Jeg bor i Sverige’ hvor et barn på 9 år fortæller om alt det væsentlige fra folkehjemmet. Der er lyddigtet ’Neeijjj’ som udfolder den komplekse nej-følelse og som jeg vil anbefale, at man lytter til på Spotify for at få det fulde udbytte af nej’ets muligheder.

 

Hvorfor skal man læse denne bog?

Sonja Åkesson var den første til at indføre kvinders hverdagsliv i den svenske lyrik og denne udgivelse er den første som er gendigtet fra svensk til dansk.

 

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Sonja Åkesson sammenblander det feministiske og avantgardistiske i et vedkommende hverdagssprog. Hverdagslivet som, den ikke helt traditionelle, husmor og digter fra 1960’erne kender vi fra danske Tove Ditlevsen. Kønstematikken ses herhjemme også hos Vita Andersen og den avantgarde stil minder om dén i Per Højholts digte.

Bogens enkle omslag er lavet af tegneren og forfatteren Line Jensen der også kan nævnes som forfatter og tegner til graphic novels ’Hver dag starter det forfra: en slags graphic novel’ og ’Det store regnestykke: en ægte kærlighedshistorie’ til de travle og småbørnsramte familier. 

 

Hvis du har lyst til flere boganbefalinger så lyt med i podcasten Bogbrevkassen.