'I fiskens tegn'

24.05.23
I denne uge anbefaler vi en roman om en kvinde i krise som både overrumpler, udfordrer og underholder

Hvad handler bogen om?


Lucy er faret vild. Hun har brugt ni år på at skrive en PhD afhandling, der aldrig bliver færdig, og efter et brud med kæresten Jamie løsner de sidste tråde i hendes livs kludetæppe sig indtil hun en dag vågner op i sin bil i en pillerus smurt ind i flormelis og doughnut-rester uden at kunne huske, hvad der er sket. Hun tager derfor imod sin søsters tilbud om at passe hendes flotte hus og elskede hund i Californien, mens søsteren er på sommerferie. I Californien forsøger Lucy at få styr på sit liv, hun går til gruppeterapi for sex- og krælighedsafhængighed, forsøger at passe den diabetiske hund Dominic og samtidig tage vare på sig selv. Det skal vise sig, at den opgave ikke er så ligetil, og læseren tages med på en nervepirrende linedans henover sindets dybe afgrunde, der både involverer tvivlsomme Tinder-dates og en mystisk og dragende mand, der dukker op af havet en mørk nat og vender Lucys liv på hovedet endnu en gang.  


Hvorfor skal man læse denne bog?


Beskrivelsen af denne roman er måske genkendelig – der findes virkelig mange romaner om mennesker i krise. Det særlige og særligt gode ved denne bog er, at den formår at gøre Lucys krise smerteligt virkelig, uden at romanens sprog og handling går i selvsving. Selvom Lucys dilemmaer er ret universelle, er hun et herligt og ret overraskende bekendtskab, og hendes indre liv er både underholdende og rørende beskrevet. Uden at afsløre for meget, sprænger romanen både den velkendte livskrise-skabelon og sågar også den strenge realismes krav. 


Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?


’I fiskens tegn’ har uden tvivl meget til fælles med amerikanske romaner som ’Detransition, baby’ af Torrey Peters, ’I love Dick’ af Chris Kraus eller ’Mit år med ro og hvile’ af Ottessa Moshfegh, men også svenske Tone Schunnessons ’Dagene, dagene, dagene’ er beslægtet med ’I fiskens tegn’