'House of Earth and Blood' af Sarah J. Maas

Læser du fantasy på engelsk? Så hop med begge ben i denne uges anbefaling!

Hvad handler bogen om?


For to år siden forsvandt alle Bryce Quinlan’s drømme og fremtidsplaner, da en koldblodig morders forfærdelig gerning bringer hende i knæ. Siden da har Bryce gemt sig i andres begrænset forståelse af hvem hun er. Med et ry som festens midtpunkt, skubber hun folk fra sig inden de kommer for tæt på og i dagens lyse timer bruger hun al sin energi på at fordybe sig i sit arbejde som assistent i en antikvitetshandler, der sælger de mest eksklusive magiske artefakter. Nu to år efter mærker hun stadig tydeligt tabet og da morderen slår til igen, bliver Bryce hevet ind over efterforskningen, så morderen endelig kan komme bag tremmer. Dette bringer en masse grimme minder frem i lyset og måske vil det give Bryce muligheden for at kunne lukke kapitlet og langt om længe turde løfte blikket mod hendes fremtid.


Hvorfor skal man læse denne bog?


Dette er en første bind i Crescent City serien og et perfekt eksempel på at hvor meget fantasygenren egentlig kan. Universet er gennemført, stort og ekstraordinært. De første kapitler er lidt tunge fordi der er så mange informationer læseren skal have - men derfra er det bare at nyde rejsen. Karaktererne er så levende og individuelle, at det er mirakel, at de er blevet inde blandt bogens sider. I bogen optræder forskellige racer så som engle, mennesker, feer, formskiftere og dæmoner. Hver race har interne normer og hierarki. Universet er så omfattende og uforudsigeligt at læseren vil være helt ødelagt ved sidste side. Det er ikke for ingenting at andet bind lige har vundet Goodreads Choice Awards for voksen fantasy. Den er desværre ikke oversat til dansk endnu, men vi krydser fingre!  

 Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?


Sarah J. Maas har heldigvis skrevet mange andre bøger bland andet 'Et rige af torne og roser' som også er rigtig god og den er oversat til dansk. I stemning og univers minder den mig også om fx Peter V. Brett 'The Painted Man' og Jennifer L. Armentrouts 'From Blood and Ash'. Har du fået blod på tanden med at læse fantasy på engelsk kan jeg også anbefale Kerri Maniscalcos 'Kingdom of the Wicked' og 'This Woven Kingdom' af Tahereh Mafi.