"Historien om Arthur Truluv" af Elizabeth Berg

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en velskrevet, charmerende og stilfærdig fortælling, som vil glæde den læser, som søger en livsbekræftende læseoplevelse.

Hvad handler bogen om?

Arhtur, på 85 år, har sine daglige rutiner. Han ordner have, passer på Gordon, hans kat, og tager bussen, med sin klapstol, til hustruens gravsted. Sådan har rutinen været det seneste halve år. På kirkegården ser han pigen Maddy.

Maddy, på 17 år, tilbringer hvert eneste frikvarter på kirkegården. Hun bliver mobbet så meget, at hendes eneste mulighed er at flygte fra skolen. Maddys mor gik bort under fødslen og hun ligner hende utrolig meget. Det betyder at faderen, hver gang han ser hende, bliver mindet om alt det, han mistede.

Hun bemærker Arthur på kirkegården, og tænker det må være sådan, ægte kærlighed ser ud. Derfor får Artur kælenavnet Arthur Truluv (true love).

Hvorfor skal man læse denne bog?

Den er helt fantastisk. Historien er hjertevarm, dyb, seriøs og har utrolig mange lag, hvilket kun forbedrer læseoplevelsen. Historien vækker nogle dybe essentielle følelser på tværs af køn og alder. Den er velskrevet, velformuleret og er ganske enkelt en utrolig læseoplevelse. Det, der gør den så dyb, er de ”kasser” Arthur og Maddy er blevet sat i. Arthur, enkemanden, savner sin hustru så meget, at rutinerne og minderne er hans eneste flugt. Maddy, mobbeofret og uønsket, - hendes historie rummer ikke meget håb. Et dybt venskab spirer frem mellem de to. Maddy og Arthur har potentiale til at springe rammerne og være så meget mere end deres ”kasser”. Måske vil dette venskab kunne redde dem begge?

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Historien minde kan minde om livsbekræftende, ukomplicerede bøger som ’Majorens sidste forelskelse’ og Karin Brunk Holmqvists små romaner - dog uden dennes humor.