'Hemmeligheden' af Hanne Rump

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik. Denne uge byder på fantasy, magi og hverdagsliv til tweens.

Hvad handler bogen om?

Sif går i 7. klasse. Hun bliver mobbet og en dag bliver det for meget. I ren frustration kommer Sif til at slå Lise. Så hårdt at hendes næse brækker. Sif har aldrig før reageret sådan og hendes forældre bliver rasende. I forvejen lytter de ikke til hende. Far er fuldstændig opslugt af sit arbejde og mor interesserer sig kun for hyrdehundene. Én ting er sikkert, fars temperament skal nok sikre råbende samtaler. Dommen er en uges bortvisning. Fars største ønske er at Sif er ’normal, med veninder og den slags. Det er hun bare ikke. 
Sif begynder at høre en stemme fra skoven. Hun kan ikke forstå, hvad den siger, den taler ligesom et andet sprog. Morgenen efter endnu et skænderi med far, søger Sif tilflugt i skoven. De gule øjne følger hende. Efter dette møde vil intet være det samme.

Hvorfor skal man læse denne bog?

Det er en utrolig spændende historie, hvor den ene side automatisk tager den næste. Magi og nysgerrighed er et vigtigt element i denne bog, da det skaber grundlaget for den udvikling Sif skal igennem. Der er nogle meget vigtige temaer i denne bog; venskab, frustration, håb, familie, social arv, fortidens magt, mm. Alt dette er med til at give et større indblik i situationer og de forskellige karakterer. Hver karakter, der optræder, er nøje overvejet, hvilket senere viser sig at give et gennemført karaktergalleri og et dybere lag i historien. De små tråde kan man ikke se i starten, men de er der.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Læsere af serien ’Elverdans’, hvor første del er ’Tankespinder’, vil også synes om denne trilogi. ’Chatsøstre’, handler om wiccatro blandt piger, men foregår også i et genkendeligt hverdagsunivers.