'Heksenat' af Deborah Harkness

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en stor læseoplevelse der suger dig ind i en verden af hekse, vampyrer og dæmoner.

Hvad handler bogen om?

Diana Bishop nedstammer fra den mægtige heks Bridget Bishop. Den første kvinde anklaget for heksekunster i Salem. Diana vil hverken anerkende magien eller sin arv. Hun er uddannet inden for videnskab og prøver at finde dokumentation for overgangen fra overtro til videnskaben. Alt ændrer sig, da manuskriptet “Ashmole 782” bliver kaldt frem fra Oxford’s Bodleian Librarys dyb. Et manuskript så vigtigt, at det sender hele den magiske verden til Oxford. Hekse, vampyrer og dæmoner begynder at vise sig på biblioteket.
Matthew Clairmont, en vampyr, er blandt dem. Der er noget specielt ved ham. Er han en ven? eller vil han, ligesom alle andre, bare have fingrene i det fortryllet manuskript, Diana, som den eneste, kan kalde frem fra dybet.

Hvorfor skal man læse denne bog?

Sjældent har jeg været så imponeret over en bogserie. Karaktererne er så dybe og realistiske, at de kunne rejse sig fra bogens sider og gå direkte ud i virkeligheden. Stedsbeskrivelserne, scenerne og universet er så gennemført, at man som læser, bliver draget så langt ind i universet, at man ikke har lyst til at komme tilbage. Derudover kan magien og de overnaturlige elementer ikke beskrives som andet end perfektion. Sådan er det hele serien igennem. Dianas videnskabelige baggrund gør at der hele tiden bliver stillet grundlæggende og fundamentale spørgsmål, hvilket gør handlingen realistisk og virkelighedstro.