'Hæklerier' af Rose Svane

05.10.22
I denne uge anbefaler litteraturformidler Line Stentoft-Larsen en uimodståelig hæklebog fuld af inspiration og farverige opskrifter – kort sagt oplagte syslerier til efteråret.

Hvad handler bogen om?


I denne smukke håndarbejdsbog inviterer den unge hæklestjerne Rose Svane læseren med ind i sit helt særlige kreative og æstetiske univers og byder på et væld af hækleopskrifter. Svanes iøjnefaldende og farverige kreationer er på den ene side uomgængeligt moderne (man har sikkert allerede spottet dem i gadebilledet), mens de på den anden side vækker mindelser om halvfjerdserne, om gamle film og solgule feriebilleder fra barndommen. I bogen fortæller Svane om, hvordan hun selv er kommet gennem svære tider maske for maske og opfordrer læseren til at opdage den fordybelse og meditative lindring, det giver at skabe noget ud af ingenting.

Hvorfor skal man læse denne bog?


Rose Svane tager en ny generation af hæklere (og dem der gerne vil blive det) i hånden, indfører dem i alverdens teknikker og opfordrer til nye fællesskaber – både på de sociale medier og på tværs af generationer: Spørger man i den lokale garnbutik, så melder de, at det strømmer ind med unge og deres bedstemødre, der arm i arm køber garn og diskuterer designs og maskevariationer. Man forstår godt, at Rose Svane er blevet en stor stjerne på instagram, og at hendes smukke kreationer er efterspurgt af store internationale stjerner. Og så er det jo belejligt, at man kan låne bogen med hjem fra biblioteket og selv kreere looks fra den røde løber med mormors garnrester mellem hænderne.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?


Rose Svanes hæklerier kan læses som en hæklingens pendant til Lærke Baggers populære bog 'Strik' fra 2021 eller den norske strikkestjerne Ingunn Birkelands 'Ingunn Birkeland strikker' fra 2022. Begge er farverige mønsterbrydere, der byder på et væld af inspirerende opskrifter. Hvis man vil hækle videre, findes Melissa Leapmans 'Hæklerens uundværlige mønstersamling' også på hylderne, og den bugner af mønstre, former og farver til at lyse op i efterårsmånederne.

 

Hvis du har lyst til at høre meget mere om 'Hæklerier' så besøg biblioteket d. 9 oktober til Faglitterær Festival hvor Rose Svane gæster os. Se mere og køb billet her.