'Giovannis Værelse' af James Baldwin

16.11.22
Litteraturformidler Henrik anbefaler en klassisk roman om modet til at elske

Hvad handler bogen om?

’Giovannis værelse’ af amerikanske James Baldwin er måske den bedste klassiker, du aldrig har hørt om. I 1956 udkom denne smukke roman, der lige fra første side maler tragedien frem. Her møder vi amerikaneren David, der står i et hus i Sydfrankrig og kigger gruende ud ad vinduet, fordi han ved, at hans tidligere elsker Giovanni skal henrettes. Hvordan kunne det ende så galt? Vi spoler tiden tilbage og besøger Paris’ natteliv, hvor vinen flyder helt ind i de små timer, mens David støder på den unge italienske bartender Giovanni. Kærlighed opstår mellem de to, og den er helt anderledes end den, David før har oplevet, men noget tynger, for han er forlovet med en kvinde, og ægteskabets faste, trygge rammer trækker og gør det svært at give sig hen til Giovanni. Et valg der desværre får fatale følger. 

Hvorfor skal man læse denne bog?

Bogen er gribende fra begyndelsen, men dramaet består langt fra kun i Giovannis henrettelse, som vi kender fra starten. Dramaet er i endnu højere grad i undersøgelsen af David, der ikke kan finde ud af at give sig hen til den kærlighed, der gives ham, og det er i høj grad denne indre kamp og brudstykkerne fra hans fortid, der er med til at give bogen dens nerve. Fordi han ikke kan vælge Giovannis kærlighed, bliver den tragiske historie en evig påmindelse om det mod, kærligheden kræver. Derfor føles det også, som om bogen er én stor opfordring til at have det mod, for selv om David i sidste ende ikke kan tage springet, hjemsøger kærligheden ham stadig. 

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Denne undersøgelse af mennesker, der har svært ved at åbne sig for kærligheden, ser vi også i flere bøger af forfatteren Alfred Hayes. Særligt i hans ’Forelsket’ møder vi en kærlighedshistorie, der har dårlige vilkår, fordi karaktererne aldrig åbner nok op til at noget varigt kan opstå. Også her består tragedien i mennesker, der står i vejen for deres egen lykke.