'Gift' af Tove Ditlevsen

Denne uge byder på et klassisk erindringsværk om en sart sjæl, der ikke er for sarte sjæle.

Hvad handler bogen om?

Bogen har to dele, der konkurrerer om at være det mest hjerteskærende og rystende, man nogensinde har læst. I første del lever Tove Ditlevsen i et ørkesløst ægteskab med den noget ældre forlægger Viggo Møller, men forlader ham snart for den jævnaldrende Ebbe. De lever i en form for familieidyl i Sydhavnen, indtil hun får en uventet graviditet. Den fri abort findes ikke, så kun efter hundrede afvisninger, hemmelige aftaler og hjælp fra en medindlagt på en gynækologisk klinik slipper hun af med den graviditet, der ellers står til at omlægge hele hendes liv. Kort tid efter møder Ditlevsen lægen Carl, der introducerer hende for stoffet petidin. Og så begynder bogens anden del, der med blotlagte nerver detaljerer år med narkomani så groft præcist, at det føles lige så skandaløst ærligt at læse, som da bogen udkom.

Hvorfor skal man læse denne bog?

Mange dedikerede Tove Ditlevsen-elskere synes, at ’Gift’ er hendes bedste bog. Og det kan måske virke sært, at den bedste bog fra den følsomme forfatter bag ’Barndommens gade’ og ’Blinkende lygter’ skulle være hendes skånselsløse erindringer om voksen kærlighed og afhængighed. Men der er ganske enkelt noget om snakken. For noget af det helt særlige ved Tove Ditlevsens bøger er, at de skinner et lys på hinanden, så hver af hendes bøger står skarpere, når man har læst den næste. Og når det kommer til ’Gift’, så er der muligvis ingen andre af hendes værker, der kaster så nådesløst et skær på resten af hendes dyrebare forfatterskab.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Hvis man vil blive endnu klogere på misbrug, er det helt oplagte valg Jesper Steins ’Ædru’. Den handler om hans egne oplevelser med at få alkoholisme under kontrol, og den er skarp, uden filter og vedkommende læsning for nærmest alle.