'Forsøg udi håb' af Amalie Langballe

29.06.22
Litteraturformidler Emilie anbefaler denne uge en tankevækkende samtalebog om håb i en kaotisk tid.

Hvad handler bogen om?


Hvordan kan man håbe i en verden, som føles gradvist mere kaotisk og uoverskuelig? I ’Forsøg udi håb – hvad præster ved om kaos’ undersøger journalist og forfatter Amalie Langballe netop dette spørgsmål. I sin udforskning af håb i vores samtid kommer bogen vidt omkring emner som klimaangst, (over)arbejdskultur, generationskløfter og parforhold. Langballe har rejst rundt i hele landet og snakket med ni forskellige præster, og det er der kommet denne lille perle af en bog ud af. Samtalerne fandt sted i mellemrummene mellem forskellige covid-19 nedlukninger, så pandemiens utryghed, isolation og frygt ligger som en grundtone i de fleste af samtalerne. 


Hvorfor skal man læse denne bog?


Det er en sjælden glæde at føle at en bog er lige så nærværende og tænkevækkende som en virkelig god samtale kan være, men sådan havde jeg det med at læse ’Forsøg udi håb’. Bogen er både letlæst og øjenåbnende, og jeg blev virkelig rørt undervejs. Samtalerne er fulde af humor, nerve, nærhed og virkelig gode spørgsmål. Man skulle tro at denne bog handlede meget om kristendom og tro, men det er faktisk ikke tilfældet. Selvfølgelig spiller tro en rolle, men det er en mindre birolle, som giver plads til at mere almene refleksioner om håb, fortvivlelse, ensomhed og fællesskab kan stå i centrum. 


Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?


Hvis du vil læse mere om håb i vores tidsalder, kan du tage fat i Kristian Leths bog ’Håb – et forsvar for fremtiden’. En anden fin og tankevækkende bog, som er baseret på samtaler, er Anne Lise Marstrand-Jørgensens ’En flod skal være i bevægelse: samtaler og erindringer om angst og depression’. Her flettes forfatterens erindringer om at leve med en psykisk lidelse sig sammen med samtaler med forskere, psykologer og andre eksperter i mental sundhed.