'En lille blå prik' af Maren Hasenjäger

17.08.22
Denne uge byder på en fin lille perle om solsystemet for de yngste

Hvad handler bogen om?


Vidste du at sommeren varer 42 år på Uranus? Vinteren er så desværre lige så lang. Disse og mange flere spændende facts får man i bogen ’En lille blå prik’, som handler om Jorden, der er blevet trist. Jorden er nemlig blevet misundelig på alle de andre planeter, som hver især er specielle. Heldigvis gør et barn Jorden opmærksom på, at den også er noget helt særlig.


Hvorfor skal man læse denne bog?


Har du et videbegærligt barn, som også er nysgerrig på solsystemet er denne fortælling helt sikkert værd at læse. Den er fyldt med fakta om planeterne samtidig med, at det er en sød historie med Jorden i hovedrollen. De flotte farverige illustrationer, hvor planeterne har fået øjne, giver bogen et barnligt udtryk, som vil appellere til læsere fra 4 år og op. 

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?


Oliver Jeffers har skrevet billedbogen ’Her er vi - noter om livet på planeten Jorden’. Bogen er en gave til hans søn og besvarer nogle af de spørgsmål om jorden og universet, som Jeffers selv synes er vigtige. Illustrationerne er ligesom ’En lille blå prik’ barnlige på en meget elskværdig måde. I begge bøger er der masser at tale om.