'Djævelens lærling' af Kenneth Bøgh Andersen

Bibliotekets dygtige praktikant Runa har læst en super spændende bog om at være i praktik – i Helvede!

Af Runa Aabo Frydendahl fra Trongårdsskolen

Hvad handler bogen om?


Filip går i 6.a og er det, man kalder en rigtig god dreng. Han laver sine lektier, hjælper mor med opvasken, går aldrig overfor rødt og er helt naturligt utrolig hjælpsom. Til gengæld trives han ikke særlig godt socialt med resten af børnene på skolen. Specielt Djævle-Søren skal man passe på. Han udvælger hver uge en ny ”fordømt” og gør hverdagen til et sandt helvede. Samtidig er Djævlen blevet dødeligt syg har brug for en arvtager til Helvede. Han udfordrer Døden til et spil terninger, i håbet om at finde en værdig arvtager til tronen i menneskenes verden. Der sker en fatal fejl og det ændrer Filips liv for altid.

Hvorfor skal man læse denne bog?


Denne bog er i fuld gang fra første side! Man bliver så opslugt, at det er umuligt at lægge den fra sig, når først man er begyndt. Bogen er utrolig sjov, og hvis læseren har lidt baggrundsviden om religion er der mange interne jokes. Kenneth Bøgh Andersen skriver skarpt, morsomt og meget underholdende. Mange af karaktererne, der optræder, kender vi allerede fra skoleundervisningen, de fylder meget, selvom bogen ikke handler om dem. Historien er fortalt med tredjepersonsfortæller stemme, dette gør at vi foruden at lære Filip at kende også kommer tæt på de andre karakterer. Samtidig sætter den også en masse i perspektiv, hvad er god? Er man født ond? Kan man godt være ”god” selvom man er en djævel?   

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Jeg synes bogen minder om ”Oprører” af Louise Haiberg, fordi den også handler om dæmoner, engle og kampen mellem det gode og onde.