"Den skinbarlige sandhed om Lumikkos litterære selskab" af Pasi Ilmari Jääskeläinen

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en pageturner om litteraturens forførende kraft.

Denne bog fangede mig fra side ét!

Det kan skyldes, den er trukket ud af de mørke finske skove, at én af de gennemgående karakterer er den uforlignelige bibliotekar, Ingrid Kissala, eller at historien er stærkt inspireret af Tove Jansson og hendes fortryllende mumiunivers.

Den 26-årige Ella Amanda Milana, litterat og gymnasielærer, vender efter en brudt forlovelse tilbage til hjembyen Jäniksenselkä i et vikariat. Byen er gennemsnitlig finsk, bortset fra det er her den verdensberømte børnebogsforfatter Laura Lumikko bor. Hende vi alle kender, hende som skabte det fortryllende Væsensted.

Ellas speciale på universitet omhandlede netop de mytologiske elementer i Laura Lumikkos børnebøger og måske derfor udvælges hun af Laura Lumikko til at blive det tiende medlem af Lumikkos litterære selskab.

Lumikkos litterære selskab, som blev stiftet for mange år siden og har fostret flere forfattere, startede som en kreds af børn der sidenhen blev voksne og som Lumikko har trænet i ”at kunne tænke på alt, der er at tænke på, også når alle andre koncentrerer sig om at tænke på det, der er sandsynligt eller muligt”.

Ved den store fest hvor Ella skal præsenteres som det længe ventede tiende medlem forsvinder Laura Lumikko i en pludseligt opstået indendørs snestorm.

Denne mystiske hændelse giver Ella anledning til at dykke ned i det litterære selskabs historie og her finder hun, udover et mysterium om et forsvundet barn, også nøglen til hvor forfatterne henter inspiration til deres historier.

Jeg var fortryllet og overrumplet af denne historie og undervejs lærte jeg nyt om bøger. Fx vidste jeg ikke, at selv når historierne er skrevet og trykt i bøger, kan de mutere og ændres til uigenkendelighed. At hver bog har sin egen, helt specielle, bakteriestamme som forandrer sig en lille smule, hver gang et nyt menneske læser den. Og at bøger, der ejes af forskellige mennesker, ikke bør opbevares sammen, da bakteriestammerne ellers bliver blandet sammen med uanede litterære konsekvenser til følge.

Anbefalingen er skrevet af Silja Attrup