'Booksmart' af Olivia Wilde

28.12.22
I denne geniale high school-film kan du følge med to nørdede veninder ud i en vild og gakket festnat

Hvad handler filmen om?


Verden består af to slags unge mennesker: Dem, der gør sig umage, opfører sig ordentligt, er ambitiøse og har en lys fremtid forude, og så dem, der ikke tager noget seriøst, bruger hverdagen på fest og farver og aldrig kommer til at drive det til noget. Sådan ser virkeligheden i hvert fald ud for de to stjerneelever Amy og Molly, som netop er ved at afslutte high school og er på ret kurs mod hver sit eliteuniversitet. Der er ingen slinger i valsen – lige indtil sidste skoledag, hvor Amy og Molly finder ud af at alle de populære, useriøse, festende elever også har fået høje karakterer og er kommet ind på topuniversiteter. Og så får Amy og Molly travlt. De har én aften til at indhente alt det, de har forsømt gennem deres high school tid. Filmen følger dem på denne halsbrækkende, hæsblæsende og hylende morsomme tour de force af en nat, hvor de lærer andet og mere end de nogensinde har kunnet gennem bøgerne. 


Hvorfor skal man se denne film?


Booksmart er en af de allersjoveste og samtidig mest rørende film, jeg har set i lang tid. Den har så meget på hjerte om ungdomsliv, livets store valg, kærlighed og venskaber, og så er den propfuld af unikke karakterer og geniale komik-guldkorn, som jeg hverken har plads eller evner til at gengive her. Jeg kan kun sige: gå ind på filmstriben.dk og lad filmen tale for sig selv. 


Hvilke andre bøger og film, synes du, den minder om?


‘Booksmart’ er bestemt i familie med andre komiske, skæve og skarpe amerikanske ungdomsfilm som ’Easy A’, ’Juno’ eller ’But I’m a cheerleader’ og kan især anbefales til jer, der hungrer efter en ny favorit i denne genre. 
 

Materialer