"Bag om min far" af Kaspar Kaum Bonnén

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på et ærligt faderopgør i kunstverdenen. Anbefalingen er skrevet af Christoffer Bjerregaard.


Hvad handler bogen om?
Den anerkendte kunstner Kaspar Kaum Bonnén, har skrevet et råt opgør med sin far, den endnu mere anerkendte kunstner Peter Bonnén. Det er en selvbiografisk bog struktureret i 33 prosaiske digt-lignende tekster, og helt centralt for fortællingen er det svigt, som forfatteren har oplevet fra sin far. Op gennem Kaspars barndom, og langt ind i voksenlivet, gentager faderen sit mønster. Han er og bliver helt enkelt ikke den far, som Kaspar har brug for. Samtidig er bogen et tilbageblik på hvordan Kaspar fandt sit eget kunstneriske sprog i skyggen af sin fars bastante signatur-skulpturer, der også pryder bogens omslag.

Hvorfor skal man læse denne bog?
Bogen er et ærligt faderopgør i kunstverdenens elite, og den forudser selv, at den er ødelæggende for Kaspars forhold til sin far fremadrettet. Så hvorfor udlevere dette svigt på bogform?

”ikke for at hævne mig / det er bare virkeligheden, og det er åbenbart nødvendigt / for mig at fortælle om det.”

I et fattet tempo fremskrives scener der nøgternt, til tider morsomt, udstiller faderens afstumpethed, men også hvordan Kaspar selv kommer til at repetere det, han foragter ved sin far, i sit eget liv. Og så indeholder bogen noget så sjældent som originale linjer om kunsten og om livet.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?
Kaspar Kaum Bonnén udgav i 2016 den roste erindringsroman ”Ind til min mor”. En bog der på samme ærlige facon, fortæller om livet med en skizofren mor. Sammen maler de to bøger et billede af et barn der anbringes på børnehjem, og forsøger at få fat om kunsten og selvstændigheden resten af livet.