"Bæst" af Ane Riel

I denne uge anbefaler bibliotekar Ole en eventyrlig fortælling om venskab, ondskab og kærlighed.

Hvad handler bogen om?

Ved floden sidder kæmpen Leon med de mange muskler og den lille forstand. Han venter på sin ven Mirko, der er det flinkeste menneske han kender. Men Mirko har reddet Leon for sidste gang. Vi befinder os et sted midt i Europas hjerte mellem eventyr og virkelighed i en ikke nærmere defineret tid. Leon mange kræfter gør sig godt i arbejdet som dagplejer, men knap så godt med hans hang til kærtegn og bløde ting. Det har for alvor fået makkerparret i uføre. Og sådan er der i bogen Bæst, mange tydelige paralleller til Steinbecks “Mus og mænd”. Det er en bevægende historie om at være anderledes, om kærlighed til naturen og mellem mennesker.

Hvorfor skal man læse denne bog?

Forfatteren Ane Riel slutter sin roman af med et afsnit, hvor hun fortæller hvordan hun fik inspirationen til historien om Bæst. Hvorfor? Måske fordi det kræver en forklaring, når ens historie har så tydelige paralleller til Steinbecks “Mus og mænd”. Men det viser sig at ideen og inspirationen til historien er startet to helt andre steder. Dels hos en tysk dreng med en genfejl og dels hos et amerikansk forsøg med mus. Nogle gange - ikke altid - er det herligt at komme med ind i forfatterens værksted og hjerne og høre om baggrunden for historien. Det er det bestemt her.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Ud over Steinbecks Mus og Mænd, så komme jeg til at tænke på Tarjei Vesaas Fuglene. hvor den godmodig og enfoldige Mattis heller ikke passer ind i de rammer og sociale koder der er menneskeskabte. Både Mattis og Leon har deres egne logikker. De forstår begge bedre naturen end menneskene omkring dem.

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område.

04.05.22