"Assassins Creed – Odyssey" - Ubisoft

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film, et spil eller musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. I denne uge er det bibliotekets praktikant Vitus Rendtorff Frödin, der har skrevet anbefalingen, som byder på et Playstation spil om en farlig oldtidsgræsk verden, hvor kløgt og snilde er ligeså vigtigt som sværd og bue i kampen om overlevelse.

Hvad handler spillet om?

I Assassins Creed Odyssey bliver du hevet ind i en gådefuld virtuel verden. Spillets historie udspiller sig i det gamle Grækenland ca. 400 år for vor tidsregning. Assassins Creed Odyssey falder ind under kategorien Action adventure-spil med en åben verden. Igennem spillet skal man løbende træffe vigtige beslutninger, som får konsekvenser for historien. Først og fremmest skal man vælge en karakter. Her kan man vælge imellem manden Alexios og kvinden Kassandra. Efter man har valgt, må man styre en af dem igennem en smuk, men til tider også grusom, oldtidsgræsk verden. På rejsen klarer man missioner, bekæmper banditter og udkæmper store slag. Man må træffe afgørende beslutninger, der ikke kun berører en selv, men også den ophedede politiske situation i spillet. Den Peloponnesiske krig raser nemlig i Grækenland. Krigen bliver udkæmpet mellem Sparta og Athen. Som spiller har man mulighed for at påvirke krigen ved enten at vælge side eller forholde sig neutral.

Hvorfor skal man spille dette spil?

Spillet giver en helt en unik oplevelse. Det skyldes spillets fængende historie og fantastiske grafik. Man skal altid holde tungen lige i munden, da man hurtigt kan blive snydt af en ondskabsfuld købmand eller overfaldet af en flok banditter på en øde landevej. Landskabet, bygningerne og den utrolige grafik giver tilsammen en fantastisk skildring af det græske univers, som det så ud dengang. Alt dette, suppleret med de store slag, gør Assassins Creed Odyssey til et meget medrivende og realistisk spil, som man nødigt skal gå glip af.

Hvilke andre spil, synes du, den minder om?

Assassins Creed Odyssey er det nyeste spil i serien Assassins Creed. Hvis man er vild med Odyssey, vil jeg anbefale at man tjekker nogle andre af seriens spil ud, såsom Origins og Black flag, der også er spil, som foregår i forskellige spændende historiske tidsaldre. Spillets åbne verden minder også om den man finder i Red Dead Redemption 2.


Anbefalingen er skrevet af Vitus Rendtorff Frödin