”Alt falder fra hinanden” af Chinua Achebe

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en stor afrikansk roman.

Hvad handler bogen om?
I landsbyen Umuofia i Nigeria beskrives konsekvenserne af koloniseringen.
Den store og selvbevidste bryder og kriger Okonkwo vil fra et fattigt udgangspunkt kæmpe sig op i position i samfundet som en af stammens stormænd. Så han selv, koner og børn kan være stolte af ham i modsætning til hans egen sølle far.
Stammelivet før europæernes ankomst er ikke beskrevet som uproblematisk og der er hjerteskærende skæbner. Livet er komplekst, fyldt med ceremonier, overtro, sladder og sang.
Maskerede mænd hjælper oraklet med at dømme i stridigheder. Og der er mange beskrivelser af det konkrete liv.
Okonkwo er ihærdig og tæt på at lykkes med sine ønsker, men møder modgang. Uheld sender familien i landflygtighed, og da de vender hjem, er de nytilkomne missionærer magtfulde og alting forandret. Rystelserne rammer også Okonkwos egen familie voldsomt.

Hvorfor skal man læse denne bog?
Chinua Achebe beskriver det traditionelle, stolte, igbo-samfund og hans roman er en af de første på engelsk fortalt fra et afrikansk perspektiv.
Især synes jeg den er et fængslende indblik i en tidligere og anderledes kultur. Man føres rundt i et lille samfund med dets mennesker og skikke på godt og ondt. Og kan næsten lugte og føle omgivelserne.
Beskrivelsen af konsekvenserne af europæernes ankomst og magt virker overbevisende, men mest berigende er det at følge menneskers tankegang i en anden kultur.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?
Bogen er et modbillede til europæiske forfatteres beskrivelse af Afrika, f.eks. ”Mørkets hjerte” af Joseph Conrad.
Wole Soyinka er en anden nigeriansk forfatter.

”Alt falder fra hinanden” findes også som e-bog og lydbog på eReolen.