'Alletiders kvinder' af Mike Mills

Mød fem vidunderlige karakterer i en slentrende strøm af skønne samtaler i filmen 'Alletiders kvinder'

Hvad handler filmen om?

Annette Bening spiller Dorothea, en enlig mor i de omtumlede 1970’eres Californien. Hendes store gamle hus er rammen for teenagesønnen Jamies liv og det er fyldt med stærke kvinder (og én mild keramikermand).

Som alenemor prøver hun at klæde ham på til livet ved at overtale to unge kvinder i hans nærhed til at tage ansvar for hans opdragelse som mand. Det går ikke stille af sig, for verden er midt i en kompleks kønsrollekamp, og som 15-årig kan det være svært at vide, hvad man skal stille op med feministiske kampskrifter eller middagssamtaler om menstruation.

Mills charmerende fortælling er optaget af de møder og øjeblikke, som former os. Sammen med et suverænt hold skuespillere bliver det en sjov og visuelt betagende rejse tilbage til 1979, hvor alle i hans verden jager meningen med det hele og tør spørge ind til det, som er svært.


Hvorfor skal man se denne film?


Der er meget at smile af i ’Alletiders kvinder’, men der er også hele tiden en kerne af smerte. Man bliver helt nostalgisk af filmens visuelle udtryk, som er solbleget som et gammelt polaroidfoto - alligevel formår den at føles nær og vedkommende.

Særligt de unge menneskers skæbner er så gnistrende og rørende at man sent glemmer dem. Filmen har en helt særlig tone, der er meget troværdig, så den hele tiden er sød men aldrig sukkersød.

Hvilke andre film, synes du, den minder om?


Filmen er fuld af varme portrætter af komplicerede mennesker ligesom Mike Mills tidligere film ’Beginners’. Visuelt og sin humor minder den en del om 'Frances Ha' af Noah Baumbach.