Talrig som stjernerne - en julevandring

Kom med på en julevandring i Lyngby, hvor julens mange fortællinger foldes ud.

Gå efter stjernerne du finder på jorden mellem Stadsbiblioteket, en stald for foden af Lyngby kirke og op ad Lyngbys julede hovedgade. Du kan også løse opgaver undervejs.

Opgaveark kan afhentes på Stadsbiblioteket eller i Julestalden ved Lyngby Kirke. 

Bibelens fortællinger folder sig ud

Julevandringen tager udgangspunkt i 'Barnets Bibel' skrevet af Kim Fupz Aakeson og smukt illustreret af Signe Kjær. På Stadsbiblioteket udfoldes flere af bibelens fortællinger i en udstilling. 

Gå på opdagelse i udstillingen og undersøg, hvad der gemmer sig i De Tre Vise Mænds gaver, og tag del i et lille gæstebud, hvor fine kopper og kander danner rammerne om et lille selskab. Måske giver det anledning til at tænke over, hvem du selv vil invitere til festen juleaften?

I kirken finder man en stald og fortællingen om, hvor det hele begyndte. Kig på Jesusbarnet i krybben, læs juleevangeliet højt og se på Abrahams stjernehimmel, hvor man gerne må bidrage med sin egen stjerne til den store himmel. 

Julevandringen breder sig også op ad Lyngby Hovedgade, hvor kroppen sættes i spil, når man jagter stjerner, kravler under, rundt og over de figurer, der er inspireret af selv samme univers, som Signe Kjær har skabt i Barnets Bibel.    

Talrig som stjernerne – en julevandring kan opleves på følgende tidspunkter:

  • Udstillingen på Stadsbiblioteket kan opleves i bibliotekets åbningstid fra d. 21. november til d. 30. december
  • Udstillingen i Lyngby Kirke kan opleves i kirkens åbningstid fra d. 21. november til d. 30. december
  • Følg stjernerne på jorden og oplev installationerne på Klampenborgvej fra d. 8. december til d. 30. december

Workshops hver søndag

Hver søndag i advent er der workshop på Stadsbiblioteket kl. 11.00-12.00 med afsluttende besøg i Lyngby Kirkes lille stald for foden af bakken. Målgruppen er børn mellem 4 og 10 år og deres familier. For mere information og tilmelding kig på Lyngbykultur.dk

Projektet er et samarbejde mellem Stadsbiblioteket og Lyngby Kirke og er støttet af Lyngby-Taarbæk i forhold til at fremme byliv og kultur.
 

21.11.22