Læs dig til seje badges i børnebiblioteket

Læs forskellige slags bøger over sommeren og saml op til 11 genrebadges

Sommeren er skudt i gang på biblioteket og det samme er Sommerbogen. Derfor har vi lavet en masse superseje badges, som du kan få fingrene i ved at læse. Det er nemlig genre-badges!

Genrebadges? Og hvad er det så, tænker du måske? Nu skal du høre - i børnebiblioteket har vi jo masser af bøger for enhver smag - for eksempel magisk fantasy med seje heltepiger og stærke drager, nervepirrende spænding og krimi, sjove bøger, der får dig til at græde af grin og så videre. Hver af disse genrer har fået deres eget badge, som man kan få, når man har læst en bog i genren. Og du kan faktisk samle op til 11 forskellige læsebadges!

Så ligeså snart du har læst en fantastybog, en tegneserie, en fagbog eller hvad du nu har kastet dig over, så skal du bare prikke børnebibliotekaren på skulderen - så finder han eller hun det helt rigtige badge frem til dig.

Nyd sommeren og nyd bøgerne!

Mange hilsener fra Børnebiblioteket