Barselsvikariat til Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne

Vi søger en formidler af børne- og ungdomslitteratur til Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne i et barselsvikariat

Kultur og Bibliotek i Lyngby-Taarbæk Kommune søger en engageret litteraturformidler, som elsker at tale med børn og deres forældre og kan skabe den bedste biblioteksoplevelse for hele familien.

Vi arbejder hele tiden med at styrke indsatsen for formidlingen af litteratur. Du skal derfor hovedsageligt arbejde med aktiv formidling af børne- og ungdomslitteratur i biblioteksrummet og i undervisningsforløb.

Vores nye kollega har udpræget gode sociale kompetencer og får energi af at betjene lånere og læsere. Du skal også være med til at udvikle og afvikle arrangementer, og gerne have erfaring med kommunikation på sociale medier.

Vores forventninger til dig:

  • Du har en relevant længerevarende uddannelse
  • Du har initiativ, er fyldt med gode ideer og kan føre dem ud i livet
  • Du er vild med børnelitteratur og har ideer til kreative formidlingstiltag, som kan stimulere læselysten 
  • Det er naturligt for dig at tale med både børn og forældre
  • Det er en fordel, hvis du har erfaring med at undervise

Vi indkalder til de første samtaler i uge 41. Startdatoen bliver den 1. november 2019 eller hurtigst muligt derefter.

Din ansøgning plus CV skal vi have senest mandag den 30. sept. kl. 12.00. Barselsvikariatet er 6 måneder med evt. mulighed for forlængelse.

Vi glæder os til at læse om, hvem du er og hvad du kan!

Har du yderligere spørgsmål kan de rettes til vicebibliotekschef Signe Amalie Svenningsen tlf: 22529922 (sigas@ltk.dk)

Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne består af Stadsbiblioteket i Lyngby, et åbent bibliotek i Taarbæk, et ubemandet bibliotek i Virum samt et nyt på vej i Lundtofte.

Vi arbejder efter værtsskabsprincipperne, hvor borgeren er i centrum. Det betyder, at borgeren altid er i fokus, når man er i biblioteksrummet og når der træffes beslutninger om biblioteksdriften. Vi arbejder også ud fra principperne i Læserservice, hvor vi aktivt hjælper brugeren til den næste gode læseoplevelse.

Der er betjening i hele Stadsbibliotekets åbningstid og du vil derfor indgå i et vagtskema med både weekend og aftenarbejde. Stillingen er på fuld tid, og løn og ansættelsesvilkår vil være efter gældende overenskomst.

Du kan søge stillingen her.