Verdens poesidag - Vi hylder digtene!

Dagen i dag er udråbt som Verdens poesidag af UNESCO. Vi giver vores lyrikbegejstring frie tøjler og deler nogle af vores helt store poetiske læseoplevelser.

Bøger i alle former kan undre, mane til eftertanke, trøste, skabe genkendelse, gøre dig nysgerrig... Det kan digte i den grad også, og så er der noget helt særligt ved at dykke ned i et digt og opleve hvordan det kan koge sansning, tænkning og verden sammen til en unik sproglig eliksir. 


Her på biblioteket er vi mange, der elsker poesi, og vi vil derfor gerne dele nogle af de digte eller digtsamlinger, der har gjort et helt særligt indtryk på os. 
 

Mere endnu af Knud Sørensen

Hvad skal man læse på en træt eller tung dag, hvor energien ikke er til tykke bøger og sindet har brug for nænsom opmuntring? Jeg tyer gerne til digte af jyske Knud Sørensen, for her er der varme, blid langsomhed og både jordnære og finurlige refleksioner. Digtene tager ofte afsæt i naturen og årstidernes skiften, men kredser også om hukommelse, om at ældes og om nærvær. Og tvivler man på håbet og forårets komme, så læs fx digtet ’En lykkedag’ fra digtsamlingen Mere endnu som lyder:

”Det er en af forårets
lykkedage
hvor universet nærmest trækker
farverne op af jorden
som i en langstrakt indånding
og varsler
den kommende vækst
og dens langsomme modning. 
Sådan en dag
fyldes ens øjne 
og bag dem spirer
en fornyet glæde.”

/Lise
 

Brev i april af Inger Christensen

Digte kan som ingen anden tekst åbne en verden. For mig er den aldrig blevet den samme efter jeg læste langdigtet Brev i april

”Hvem ved
om granatæblet
ved med sig selv,
at det hedder
noget andet.”

Den morgen på pendlerruten København-Lyngby grundede jeg så dybt over betydningen og de vidtrækkende konsekvenser af disse ord, at jeg steg på den forkerte toglinje og endte på en station jeg den dag i dag stadig ikke ved hvor ligger. Udenfor tid og sted stod jeg med Inger Christensen i hånden og følte mig meget benovet over mødet.

/Silja
 

’Duino Elegier’ af Rainer Maria Rilke

En digter jeg aldrig bliver færdig med er Rainer Maria Rilke. Han er nogle gange som en sjæleven og andre gange frustrerende kryptisk. Han er ikke en af dem man skal læse, hvis man har travlt. Ofte kan man pludseligt støde på en sætning eller et billede, der sender ens tanker langt ud i rummet. Men det er også det, der er dejligt ved poesien: at ordene kan flytte én så meget og kaste én ud af kurs, så man bliver nødt til at stoppe op for at genfinde balancen. 

Jeg holder særligt af ’Duino Elegier’, som han skrev efter en årelang skriveblokering. Elegierne er et forsøg på at forstå, og udholde, den opgave, det er at være menneske og at skulle stå overfor noget større, der nogle gange ikke lader sig omdanne til menneskelig mening. Elegierne findes i udvalget Udsat på hjertets bjerge – en bog jeg bliver ved med at vende tilbage til og forundres over. 

/Henrik
 

Coronede dage og Haiku - håndbog af Bo Lille

Bo Lille fik jeg øjnene op for, da hans digtsamling Coronede dage udkom og jeg har siden prøvet at finde ud af hvad han ellers har skrevet. At det var Bo Lilleør, som gik under kunstnernavnet Bo Lille var nyt for mig. Coronede dage handler om de mange udfordringer vi alle har været igennem under coronaen. 

Bo Lille er god til at lege med ordene til små digte, som er meget sigende. At der kun skal få ord til at sige en masse fandt jeg i den bog, som Bo Lille udgav i 2014, nemlig bogen Haiku – håndbog, hvor jeg har fundet dette haiku:

”Den hvide due
flyver over slagmarken
skider på krigen”

/Gitte
 

Sagde jeg, siger jeg af Pia Juul

Pia Juul var afgjort én af de digtere, der lærte mig, at lyrik ikke behøver at være storladen for at få mig til at føle stort. Hendes forrygende Sagde jeg, siger jeg fra 1999 står for mig, som et lysende smukt eksempel på hvordan det håndgribelige og talesproglige med rytme og melodi kan løfte sig til små fortællinger om livets store spørgsmål:

”Jeg er ikke lykkelig
det vil sige mig selv
det vil sige hvad ved jeg om dét?
det vil sige måske er det dig
jeg vil være”

Sagde jeg, siger jeg er for mig især et mesterværk om erindringen og erindringen som umulighed: hvad kan vi overhovedet sige om os selv og den verden vi lever og har levet i? Vi prøver at stykke noget sammen med de redskaber, vi tror, vi har til rådighed: tid og tegn – men hvad kan vi bruge det til? Og så synes jeg, Pia Juul virkelig kan levere nogle linjer, så simple og rene – og næsten universelle – at de bare står og stråler, som en sandhed:

”Hvorfor
betyder ordene
ingenting når følelsen gør”

Pia Juul døde blot 58 år gammel i september 2020, og vi mistede dermed én af vores helt store forfattere.

/Aske 
 

’Hyldest til hverdagen’ af Dan Turèll

jeg læser som regel ikke digte, men skulle jeg vælge et, sådan som verden ser ud i øjeblikket med corona og krig, bliver det Dan Turélls 'Hyldest til hverdagen'. Hverdagen er genkendelighed og måske triviel, men jeg tror at alle trænger til fred, ro og tryghed. Det kan hverdagen give.

/Claus
 

’Triumf at være til…’ af Edith Södergran

Kan et digt være en cheerleader? Et skud ren energi? En slagsang for livet? Svaret er et rungende JA! Det kan Edith Södergrans digt ’Triumf at være til…’ nemlig være for mig. Prøv bare at høre linjerne: 

”Jeg går på sol, jeg står på sol, 
jeg kender ikke til andet end sol” 

Eller hvad med udbruddet ”Tid – du morderske – vig fra mig!”. Det er de store følelser og armbevægelser, der er på spil her. Nøglen til dette digt er at læse det højt – helt seriøst prøv det, hvis du mangler lidt energi eller gåpåmod. Så kan verden bare komme an!

/Emilie