Billede af en faglitterær bog

Tanker, viden, følelser, rejser, køn, politik

19.03.20
Anbefalinger af den nye faglitteraturs mange ansigter.
Materiale

Normalt læser jeg romaner. Jeg elsker det gode sprog og er vild med at lære andre menneskers verdener og sind at kende gennem velskrevne historier. Og jeg tror på, at vi kan lære meget af litteratur, selvom den er fiktiv. Om verden, mennesker, os selv.

Måske er det ordet: ’Faglitteratur’. For mig smager det (stadig) lidt af pligtlæsning, og jeg ville sådan ønske, det kunne hedde noget andet. En forlagschef foreslog for nyligt ’dokumentar’ ligesom filmens mere bredt appellerende udgave af det ikke-fiktive. For faglitteratur er ikke nødvendigvis specielt faglig. Lige så ofte - og stadig oftere - som de videnskabelige fakta, er den også personlig, fortællende, springende, prøvende, tænkende, følende. 

I bogen ”Immunitet” skriver bogens forfatter Eula Biss, at ”hvis det modsatte af pressen er en digter, så er jeg begge dele”. Den dybdeborende videnskabs- og kulturjournalistik og den poetiske, personlige essayistik kombineres hos Biss. Og hos mange andre, heldigvis.

Historie og historier fra det glemte grænseland

I Kapka Kassabovas ”Den sidste grænse – rejser på kanten af Europa” rejser den rumænsk fødte forfatter til til den store, skovbeklædte grænsezone mellem Bulgarien, Tyrkiet og Grækenland. ”…men af kortet fremgår det ikke, at man hurtigt bevæger sig ind i en ældgammel skov, hvor det myldrer med skygger og tiden synes at være ophørt” skriver forfatteren i sin indledning.

Rejsen fører forfatteren og læserne ind i et trøstesløst og spøgelsesagtigt område, der rummer utallige historier fra især 1970erne og 1980erne om mennesker, der forsøgte at krydse grænsen mellem øst og vest i jagten på et bedre liv. Et landskab, der viser sig at være mere end forladte boligområder og smukke dale – for sætter man sig først på de små torve i de små, barnløse og butiksdøde byer dukker menneskerne og historierne op. Kassabova tager læseren med på en menneskekærlig og oplysende rejse ind i genstridig folketro, charmerende traditioner og rystende vidnesbyrd. Det er ikke en objektiv rejsereportage – forfatteren stammer fra området og føler et sært slægtskab med disse dale.

Kassabova er også digter, og måske er det det smukke sprog og de virkelig poetiske portrætter, det gør, at jeg, der normalt ikke er specielt historieinteresseret, bliver fuldstændig opslugt. Det er en stemningsfuld bog, hvor menneskeskæbner fylder mere end årstal, hvor historier og historien flettes sammen.

Komplekse køn, moderskab og Michael Jacksons abe

Maggie Nelsons ”Argonauterne” er et selvbiografisk indblik i en families udvikling, med fokus på forfatterens graviditet og nyvundne moderskab parallelt med hendes transkønnede kærestes hormonbehandling, brystoperation mv. Det er en klog bog. Der citeres lystigt fra filosoffer, digtere, kønsforskere. Men det er ikke en tung bog. eller svær, for den skyld. Når forfatteren citerer, kommenterer hun citaterne med personlige refleksioner, og læseren kommer med hende tilbage ned på jorden. Som da hun efter at have redegjort for et kompliceret, filosofisk begreb fra en afhandling, der hedder ’Bubbles’ bekender: ”Med tiden er jeg begyndt at få på fornemmelsen, at min begejstring for ’Bubbles’ ikke så meget skyldes dens bekræftelse af reglen om negativ gynækologi, men mere dens åndssvare titel – som også er navnet på Michael Jacksons chimpanse.”

Selvom ”Argonauterne” handler om meget mere end moderskab (identitet, sex, sprog, køn, samfund…), er det en af de mest indsigtsfulde bøger, jeg som småbørnsmor med stort bagkatalog har læst om emnet. ”Jeg har givet min krop til mit barn, jeg ved ikke, om jeg vil have den igen, eller i hvilken forstand jeg nogensinde vil kunne få det”. Maggie Nelson er et klogt og roligt gemyt, der tænker før hun taler, når hun betragter sit liv, sin tid og sit samfund. Det er øjenåbnende for en kønsnovice som undertegnede at få indblik i en virkelighed, hvor køn er komplicerede, flydende størrelser. Og ikke mindst er det befriende, hvordan bogen uden at pege fingre viser, hvordan flydende køn næppe det mest odiøse i et komplekst, moderne samfund -som her, da forfatterens kæreste (du’et) får fjernet sine bryster:

”Mens du var under kniven, drak jeg grumset varm kakao i venteværelset og så på Dana Nyads seneste forsøg på at svømme fra Florida til Cuba. Selvom hun var i et hajbur, klarede hun det ikke i denne omgang. Men det gjorde du.”

Vigtigt vidnesbyrd, dommeren der missede sin bus og litteraturen som frihed

Der er langt fra den moderne, frie verden i ”Argonauterne” til Erdogans Tyrkiet.  Den tyrkiske forfatter Ahmet Altans lille, men aldeles vigtige ”Jeg kommer aldrig til at se verden igen” er et helt unikt vidnesbyrd fra et hæsligt, nutidigt diktatur – og samtidig er det en bog om vigtigheden af historier, fantasi, litteratur. 

Bogen starter med at det banker på døren. Det er politiet, der anholder og fængsler Ahmet Altan og hans bror. Altanbrødrene anholdes under påskud af, at de skulle have talt i koder om revolution på tv. Der er ingen beviser, og hele retsdelen er absurd, for i et diktaturlignende land, er man ikke uskyldig indtil modsatte er bevist, man er skyldig, hvis man er en respekteret intellektuel, der er imod regeringen. I resten af bogen er læseren med bag tremmer, i retssale og helt inde i Altans hoved. Bogen er skrevet fra fængslet og listet ud af Altans advokat. Det er en bog, der viser, hvor stærkt et menneske kan være, når der er brug for det. Altan skaber alternative tidsmarkører (avispapirur, skyggeur, solur…) i sin celle, for han bliver modløs uden tiden: ”Når man ikke kan adskille stunderne fra hinanden, svulmer de op og filtrer sig sammen. (…) Nu forstod jeg, hvorfor mennesket havde opfundet uret, og hvorfor de havde forsynet gaderne, torvene og tårnene med ure. De gjorde det ikke for at kende tiden; de gjorde det for at kunne inddele tiden og slippe ud af dens greb.”

Tonen i bogen er humoristisk og skarp, personligt ville jeg nok ikke have klaret den uden forfatterens knastørre humor og sylespidse kommentarer til den absurde virkelighed, der har smadret hans liv:

 ”De tre dommere konfererede i et par minutter. 
Ved afslutningen af deres indbyrdes samtale blev mikrofonen ved en fejl slået til igen, så retsformandens sidste sætning gjaldede ud i retssalen: 
’Pokkers også, vi kan ikke nå bussen her kl. 5’.
Han var bekymret over, om de kunne nå den bus, der gik kl. 5. 
Derefter læste han min dom op: 
’Seks års fængsel’.
På tre minutter var jeg blevet idømt seks års fængsel, og dommeren var kommet for sent til bussen.
Vi var begge bestyrtede. Men dommeren nok mere end mig. ”

Altans største trøst og overlevelsesstrategi er opløftende og inspirerende: Fantasien og historierne. Når han skriver eller tænker på læste bøger, glemmer han alt omkring sig – og glemslen er den største frihed. Han fører samtaler med sine cellekammerater og finder frem til deres historier, han mindes store læseoplevelser, han finder poesien i hornuglens tuden. Det er en vanvittig vidnesbyrd, vi som læsere er så privilegerede at få adgang til. Og fuldstændig ubærligt er det, at Altan i november 2019 faktisk blev løsladt. En uge efter blev han fængslet igen, sandsynligvis på livstid. Han sidder der i cellen, mens vi læser. 

Materiale

Fordomme, Friends og ham den hyggelige Hitler

Den ekstremt populære videnskabsjournalist Malcolm Gladwell har flere gange været udnævnt til at være en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer. For min skyld måtte han gerne være helt i top 10. Som formidler er jeg inspireret af hans evne til at formidle kompliceret stof appetitligt og i øjenhøjde og hans mod til at koble højt og lavt. Hans bøger - instant bestsellere - behandler bl.a. hvordan små ting kan gøre store forskelle, hvordan man kan tænke uden at tænke og selvfølgelig hvordan man får succes. Den nyeste, ”At tale med fremmede”, er en bog om, hvad der sker, når vi møder mennesker, vi ikke kender. Hvorfor det så ofte går galt, og hvad det siger om os. Bogen har den selvsikre undertitel ”Hvad vi burde vide om folk, vi ikke kender”, og det er længe siden, en bog har givet mig så mange af den slags aha-oplevelser, man føler et øjeblikkeligt behov for at dele. På 400 veloplagte sider kommer Gladwell vidt omkring. Fra den aggressive hvide politibetjent, der stopper den sorte bilist, over naive statslederes møder med en charmerende Hitler inden krigen til en uskyldigt morddømt amerikansk studerende med lidt for kække bemærkninger. Det er en bog om kropssprog, retorik, metodik. Fordomme, image, følelser, statistik. 

En meningsfuld og underholdende omvej til en af bogens konklusioner er en fyldestgørende ansigtsmuskulær analyse af et afsnit af komedieserien Friends, hvor handlingen umiddelbart kan forstås uden lyd, fordi skuespillerne viser følelserne tydeligt. Men det er ikke hele virkeligheden, fx viser det sig i kapitlet, at både nutidens indfødte på øgruppen Trobrianderne og de gamle romere ville tolke ansigtsudtrykkene fuldstændig anderledes. Pointen her, ”don’t judge a book by it’s cover”, kan lyde banal. Men når man læser, hvordan dommere stadig dømmer uskyldige mennesker, der virker nervøse eller kommer med en kæk bemærkning i en forkert situation, så begriber man, hvor omfattende og dybtliggende fejlslutninger af fremmede kan være.
Gladwell kommer gennem ekspertinterviews, gennemgang af forskelligartede sager fra voldtægt over terror og selvmord og udredning af komplicerede psykologiske begreber som transparens og sandheds-defalt bl.a. frem til:

”Der er noget ved idéen om kobling – ved det her med, at et fremmed menneskes adfærd er så tæt forbundet til sted og kontekst – som vi ikke fanger. Derfor misforstår vi nogle af vores største digtere, udviser ligegyldighed over for de selvmordstruede og sender vores politi ud på meningsløse opgaver.”

”At tale med fremmede er ikke som de tre ovenstående bøger en bog, hvor forfatterens person fylder meget. Alligevel synes jeg, at Gladwells enorme mod og gå-på-mod til at perspektivere og nuancere ved at sammenstille dybt forskelligartede emner giver bogen om ikke personlighed, så i alle tilfælde en munter og entusiastisk tone, der ikke mindre om andre mere klassiske fagbøger om lignende, komplicerede emner.

Og hopper man med på fanbølgen  er der god grund til også at tjekke Gladwells podcast ”Revisionist History” ud – her er tempoet og niveauet måske generelt lidt højere, men stadig fremragende formidling af svært stof for os helt almindelige, videbegærlige mennesker.