Storbysvimmelhed, identitetsspejlinger og baseballglæde

Den 3. februar Paul Auster fylder 75 år!

Paul Auster er et stort navn i nyere amerikansk litteratur og har også en imponerende læserskare herhjemme. Nu fylder han 75 år, og i den anledning guider vi dig gennem højdepunkter og kringelkroge af hans forfatterskab og giver dig tips til et par andre bøger til dig der allerede er fan af Auster. 

Auster er kendt for at udforske livet i storbyens labyrint gennem komplicerede handlingsforløb som får gulvet til at gynge under fødderne på en. Romanerne emmer ofte af en ildevarslende mystik og kan være lige så medrivende, som de er forvirrende. Men det er ikke kun alvorligt – der er også et strejf af humor og en glæde ved baseball, som skinner igennem i mange af hans romaner.

Mænd i krise og identitetsdetektiver i New Yorks murstensjungle

Når man siger Paul Auster må man også sige New York trilogien, romanerne som blev Austers store gennembrud. Trilogien består af ’By af glas’, ’Genfærd’ og ’Det aflåste værelse’ som alle fortæller urovækkende om mysterier, identitetsspejlinger og livet i storbyen.

I ’By af glas’ får Quinn, som skriver detektivromaner, færden af en detektivopgave – en mand er i fare for at blive myrdet af sin far, og han må derfor findes. Opgaven var tiltænkt en privatdetektiv ved navn Paul Auster, men Quinn kan ikke lade være med at tage opgaven selv. Det her er romaner som ved første øjekast ligner kriminalgåder, men som gennemvrider genren og vender fiktionen på vrangen.

Hvis du allerede kan lide New York trilogien, kunne Austers senere bøger ’Moon Palace’ eller ’Illusionernes bog’ være noget for dig.

’Moon Palace’ er en fortælling om ung universitetsstuderendes finansielle og personlige deroute og om tre mænds skæbner, der flettes sammen på overraskende vis. Her er en af de romaner, hvor baseball spiller en vigtig rolle i karakterernes forhold til hinanden. 
’Illusionernes bog’ er en fortælling om David Zimmer, der efter en personlig tragedie bliver besat af stumfilmstjernen Hector Mann som forsvandt for mange år siden. Da David bliver opsøgt af kvinden Alma som siger at Mann stadig er i live og dernæst tager ham med til New Mexico, tager begivenhederne fart.    
 

En fortællende hund og en flyvende mand

Auster er bestemt mest kendt for New York trilogien og andre lignende romaner – men hans forfatterskab spænder meget videre. Han har skrevet digtsamlinger, essays og også romaner som ligger langt fra New York trilogien. Nogle af dem har endda et skær af noget eventyrligt eller overnaturligt – særligt ’Mr. Vertigo’ og ’Timbuktu’.

I den lille roman ’Timbuktu’ møder vi hunden Mr. Bones og hans skrantende hjemløse ejer Willy Christmas. Her er det Mr. Bones, der fortæller historien om det omflakkende liv med Willy. En underfundig og fin fortælling fortalt fra en usædvanlig vinkel.

’Mr. Vertigo’ begynder i 1927, hvor den forældreløse Walt bliver fundet af Mester Yehudi. Herefter begynder Walts’ oplæring. Da han er tolv år gammel kan han gå på vandet, og han lærer også at flyve. Verdens tumult trænger sig på mens Walt optræder med sit flyvenummer – indtil svimmelheden pludselig melder sig. En fortælling spækket med eventyr og drama. 
 

Flere bøger at dykke ned i

Paul Auster bliver ofte nævnt i samme åndedrag som forfattere som amerikanske Phillip Roth, Don Delillo og Jonathan Franzen eller franske eksistentialister som Albert Camus. Her er to andre forslag til bøger du kan tage hul på, hvis du allerede er vild med Austers romaner.

’22:04’ af Ben Lerner

Ben Lerners roman 22:04 foregår også i New York og strækker sig over tiden mellem to store storme, som rammer byen. Vi følger en hovedperson som er forfatter, og som grubler over spørgsmål om identitet og litteratur mens forskellige handlingslag flimrer sammen til en svimlende fortælling om tid og menneskets eksistens i verden. Denne roman deler mange fællestræk med Austers bøger og er, på trods af en tone og skrivestil der er noget forskellig fra Austers, en oplagt roman at begynde på, hvis du er Auster fan.

’2666’ af Roberto Bolaño

Hvis du holder af den ildevarslende stemning og jagten på at opklare mysterier der går uendeligt i ring hos Auster, er der en god chance for at du vil kunne lide Roberto Bolaños bøger. I hans kolossale roman 2666 befinder vi os i byen Santa Teresa på grænsen mellem Mexico og USA. Her krydser fire akademikere veje fordi de alle forsøger at finde en forfatter, som er forsvundet på mystisk vis. Storbyen, dens korruption og utallige uopklarede mord på unge kvinder spiller også en hovedrolle hos Bolaño. En hvirvelvind af en roman at dykke ned i. 
 

03.02.22