Sommerlæsning på engelsk

Vær sikker på at intet bliver lost in translation når biblioteket anbefaler et bredt udvalg af de bedste nyere romaner på engelsk. Fælles for bøgerne er, at anmeldelserne er i top, og at tusindvis af læsere allerede har slugt de fængslende historier.

Andrew Sean Greer: Less

Hvis du holder af humor og er til kloge bøger, der aldrig bliver tunge, er denne den helt rigtige sommerlæsning.  Den midaldrende, hvide, homosexuelle forfatter Less tager på verdensturne for at komme væk. Den satiriske men også rørende roman om Less midt i livet ude i verden vandt Pulitzerprisen i 2018.

Jenny Offill: Weather

Efter den sød-kloge debut ’Dept. of Speculations´ blev Offill en litterær superstjerne, og nu er hun aktuel med ’Weather’. Bogen er kort, stilen er overskuelig, betragtningerne over det moderne liv som bibliotekar, mor og klima-podcasttilrettelægger i New York er skarpe og morsomme.  Læs den hvis du holder af stof til eftertanke serveret hyggeligt og humoristisk.
 

Sarah Vaughan: Little Disasters

To veninder. Et lille barn der slår hovedet. Men hvordan? Little Disasters er en psykologisk thriller af den slags, hvor uhyggen slår ned hvor man mindst venter den. En bog om moderskabets skyggesider, om etiske forpligtelser og de fejlagtige fordomme, vi kan have om hinanden. Læs bogen, hvis du holder af psykologiske page-turners og bøger om alt det grumme under den pæne overflade.  
 

Howard Jacobson: Live a Little

Sød og skarp kærlighedshistorie om to oldinge. Den ene husker alt for godt, den anden forsøger forgæves at holde fast på minderne. Sproget i ’Live a Little’ er formidabelt, og med temaer om race, familierelationer og køn kan bogen minde om fx Zadie Smiths – niveauet over den klassiske feel-good: på én gang underholdende og vedkommende.

Emily St. Mandel: Station 11

Shakespeare møder sci-fi i denne populære roman om en dystopisk nærfremtid, hvor en flok overlevere efter en pandemi turnerer rundt i et øde USA og fremfører tidløst teater. Læs den, hvis du har lyst til at flirte med sci-fi-genren uden at løsrive sig et realistisk fundament.

David Nicholls: Sweet Sorrow

Vi følger 16-årige Charlie Lewis henover sommeren 1997, hvor han modvilligt tilslutter sig en teatergruppe, som skal opføre Shakespeares Romeo og Julie, for at komme tæt på hovedrolleindehaveren Fran. En sødmefyldt, intelligent og humoristisk roman om de intense teenageår og den første store forelskelse.

Delia Owens: Where the Crawdads Sing

Kom med til Sydstaternes fugtigvarme marskområder i denne medrivende og hjerteskærende amerikanske bestseller om marskpigen Kya og hendes kamp for overlevelse, accept og kærlighed.
Læs den for de sanselige naturbeskrivelser og det veldrejede plot, som sikrer spænding lige til sidste side.

Jane Harper: Force of Nature

Fem kvinder tager på et teambuildingkursus i en australsk nationalpark, men kun fire dukker bagefter op ved opsamlingsstedet. En uhyggeligt spændende og velskrevet psykologisk krimi, hvor kvindernes relationer, hemmeligheder og gammelt nag må granskes nøje i opklaringsarbejdet. Bogen er andet selvstændige bind i krimiserien om Aaron Falk.

Zadie Smith: Swing Time

En sprudlende fortælling om to danseglade barndomsveninders vidt forskellige opvækst og voksenliv, om venskab, familierelationer, race og magt. Alt sammen fortalt med stort sprogligt overskud i en både skarp og humoristisk stil af én af Storbritanniens allerstørste samtidsforfattere.

Meg Wolitzer: The Wife

Skarp, underholdende og medrivende fortælling om den 64-årige Joan, som efter et langt ægteskab og et liv i skyggen af sin berømte forfatterhusbond, beslutter sig for at nok er nok. En vittig skildring af store temaer som kønsroller, identitet og ægteskab.

Anbefalingerne er skrevet af Lea Fløe Christensen og Lise Roest-Madsen