Sjove billedbøger

Læs sjove billedbøger for både små og store i børnehave.

Det er sjovt at læse om Lili, og heldigvis er der mange i serien. Ordene fortæller en historie – og billederne en helt anden. I denne bog elsker Lili al slags mad. Eller… måske især en ganske særlig slags mad.
Bogen er sjov at læse højt for de yngste børn, og så kaste sig ud i sammen at se på, hvilken historie billederne fortæller.

En historie på vers om de ti små lækre pølser, der laver alle mulige krumspring for at slippe væk fra den varme stegepande.
Der er leg med sproget i de herlige rim, og det er vigtigt også at studere billederne, så vi får helt styr på, hvordan det f.eks. ender for den pølse, der lister sig forbi den sovende kat.

Egentlig skulle vi høre historien om den grimme ælling, men nogen har spist af bogen. Hvad er det dog, der sker?
Sammen med de ældste børnehavebørn kan I nu prøve, om I tør at bladre videre. Det er en skør bog, hvor sætningerne hopper og springer, der skal bladres forsigtigt, og en krokodille spiser af bogstaverne. Måske kan I sammen få krokodillen ud af historien, hvis I vugger eller ryster bogen.

Det er ikke kedeligt at blive passet, når man har en sjov farmor med god tid og en dejlig fantasi. I Thomas Brunstrøms nye bog rejser Anton og farmor til havets bund for at finde farmors ring. Det bliver en eventyrlig rejse med sure sokker, travle havfruer og et farligt søuhyre.
Illustrationerne har mange sjove detaljer og lægger godt op til samtaler om historien, og inspirerer til gode eventyrrejser I selv kan tage på, når I er færdige med at læse.
Prøv jeres egen undersøiske rejse, eller prøv en rejse ud i rummet – kun fantasien sætter grænser for, hvor jeres næste rejse går hen.