Over hækken, bag facaden - Parkkirkegårdens kapel

Historien, litteraturen og musikken slog pjalterne sammen, da vi besøgte Parkkirkegårdens kapel

Den 24. august var vi endnu en gang Over hækken, bag facaden, da vi besøgte Parkkirkegårdens kapel. Stadsarkivar Mette Henriksen stod for at fortælle om historien bag den unikke kirkegård, der kunne have været tegnet af Alvar Aalto, der lavede et bud til kirkegårdens udformning. I stedet blev den tegnet af Harald Plum, der også ligger begravet på kirkegården.
           Mezzosopran Nana Bugge Rasmussen og guitarist Allan Sjølin spillede smukke sange om døden, og litteraturformidler Henrik Simoni præsenterede forskellige værker, der kredser om den store afslutning:

Den makabre død - Benjamín Labatut

Man skulle tro at videnskabens fremskridt skaber bedre og længere liv for os, hvor døden bliver udskudt, så vi har god tid til at leve et rigt og fuldt liv. Men ikke ifølge Benjamín Labatut. I hans bog ’Når vi ikke længere forstår verden’ danser videnskaben nemlig alt for tæt med døden – fx i historien om videnskabsmanden Fritz Haber, der brødfødte millioner af mennesker, da han udvandt et kvælstof til brug i gødning, men samtidigt var med til at orkestrere gasangrebene under 1. verdenskrig.  
           Det er en forunderlig bog, der viser hvordan videnskaben har et lige så stort potentiale for destruktion, både af verden, men også af vores grundlæggende tro på naturens harmoniske orden.

Den lavpraktiske død - Tor Birk Trads

Hvad er tankerne om livet, når vi ved, at der ikke er længe tilbage? Det undersøger fotografen Tor Birk Trads i hans smukke bog ’Til mine dages ende’, hvor han har interviewet og fotograferet en gruppe ældre.
          De tænker tilbage på livets oplevelser med taknemmelighed, men nogen gange må man også gå utroligt lavpraktisk til døden, som når Hanne altid ringer til familien, når hun tænder ovnen, så de ved, at de skal kigge til hende, hvis hun ikke ringer tilbage inden for en time. Bygningen skulle jo nødigt brænde ned.  

Døden i bevægelse - Ann Linn Palm Hansen

Døden er ikke noget, der først kommer, når det sidste åndedræt har forladt kroppen. Døden er hele tiden omkring os og er hele tiden i bevægelse.
          Denne indsigt får fortælleren som barn i Ann Linn Palm Hansens smukke 'Igennem Landskaber', da hun og moren finder en såret hjort og får hjælp fra en bondemand til at ende dens lidelser. Mens fortælleren står og ser på, forstår hun, at døden ikke er noget udenfor denne verden, men noget der er i verden, i en evig bevægelse – døden er i vandet, der løber ud af badekarret og i hjorten, når de sidste spræl går igennem dens krop.

Når livet er levet - Rakel Haslund-Gjerrild

Pladen på pladespilleren bliver ikke skiftet, vinduerne bliver ikke malet, kun en ny tørresnor kan det lige blive til. I Rakel Haslund-Gjerrilds lille smukke novelle ’Vinterligger’, følger vi en mand, der forsøger at leve den sidste tid ud, efter at konen er gået bort. Han er flyttet ud i sommerhuset, men når livet og den store kærlighed er bag én, handler resten af livet vist bare om at føre hånden over dugen for at glatte den – som en lille hilsen til konen, der gjorde præcis det samme.  
          En smuk novelle om livet, når det er levet, men tiden endnu ikke er rindet helt ud.   

At have elsket inden døden kommer - Salme 731

’Nu står der skum fra bølgetop’ lyder første strofe i Lars Busk Sørensens smukke salme, og det er livets efterår vi her står i – dagene mørknes og enden anes. Men selvom de store kræfter er brugt og de store ting er opnået, så er der stadig et håb, selvom man nærmer sig slutningen, nemlig håbet om at vi fik elsket nok. Har vi haft kærlighed nok i vores liv, kan vi med ro i sindet sige farvel, da 'døden intet finder hos den, som har elsket meget'.

Dødens musik

Musikken har aldrig været bleg for at kaste sig ud i tabet og sorgen. Derfor hørte vi til arrangement et udvalg af sange, der kredser om døden og tabet, smukt sunget og spillet af mezzosopran Nana Bugge Rasmussen og guitarist Allan Sjølin. De spillede:

'Che farò senza Euridice' fra operaen Orfeus og Euridice af C.W. Gluck,
'Kaddish' fra Deux Mélodies Hébraïques af Maurice Ravel og
'Dido’s lament' fra operaen Dido og Aeneas af Henry Purcell.