Kloge Klepperter

Hvis biblioteket var et videospil, ville nogle bøger være spillets sidste boss. Vi har samlet syv af den slags bøger – dem som altid belønner læseren for deres tid, men som det kræver mere end en smule tilløb at give sig i kast med.

Med udsigt til nogle ugers nedlukning endnu, er det måske på tide, at vi kaster os over den. Over den filosofiske bog, du ved, den vi har udskudt at læse så længe, fordi den virker så faretruende lang, svær, uforståelig, umulig. Sådan en har mange. Vi ved jo godt, at vi kommer til at få noget fantastisk ud af det, når endelig vi tager springet. Men man skal sætte sig op til det - finde det rigtige øjeblik, hvor vi har modet til at gøre det.

Den faretruende kleppert er selvfølgelig forskellig for os alle. Nogle plages af en historisk traktat. Nogle hjemsøges af en politisk mursten. Og nogle skræmmes af tidens store samtaleemne. Andre har den ulykke, at de slet ikke har nogen udfordring, de kan udskyde og udskyde. Til dem har vi her samlet syv bud på kloge klepperter, man kan skrive i sin læsekalender - helst på en af de bagerste sider.

Troldmændenes Tid - Wolfram Eilenberger

En bog om filosofferne Ludwig Wittgenstein, Martin Heidegger, Ernst Cassirer og Walter Benjamin kunne nemt blive langhåret, for ikke at sige uforståelig. Men ’Troldmændenes Tid’ præsenterer de fire tænkere i øjenhøjde og med basis i, hvordan deres liv så ud i årene 1919-1929. Man får serveret masser af fascinerende anekdoter og overraskende sammenligninger fra forfatterens side, og når de fire tænkeres filosofi bliver præsenteret, er det altid så letforståeligt som muligt. Som en introduktion til og et overblik over de fire tænkere er den en slags mirakelbog.

Hvorfor lige de fire? Forfatteren selv besvarer det spørgsmål med, at de står for nogle af de største af de intellektuelle strømninger, der definerede det 20. århundrede og stadig påvirker os den dag i dag. Enhver snak om ’autenticitet’ leder tilbage til Heidegger, lige som enhver snak om ’mangfoldighed’ leder tilbage til Cassirer. Alle der kalder sig ’kritikere’ af kunst eller kultur ser tilbage mod Benjamin, og alt hvad man kalder ’sprogfilosofi’ ser tilbage mod Wittgenstein.

Det firkløver, som forfatteren har udvalgt, er med andre ord et udgangspunkt for at forstå en ordentlig bid af de sidste hundrede års intellektuelle historie. Og det er i den grad skrevet, så man slutter bogen med appetit efter mere.

Eichmann i Jerusalem - Hannah Arendt

Ondskab er noget, alle mennesker har en forståelse for. Det er grundlæggende for, hvordan vi ser på os selv og folk omkring os. Samtidig er det for mange ikke noget, vi har tænkt bevidst over eller læst bøger om – for det er i store træk givet, hvad vi forstår som det onde. ’Eichman’ i Jerusalem rykker ikke ved, hvad definitionen af ondskab er, for bogen beskæftiger sig med det måske største ærkeeksempel på ondskab, nazismen. Hvad bogen derimod gør, er at se på, hvordan ondskab opstår.

Svaret på dét spørgsmål kan i denne bog opsummeres med begrebet ”ondskabens banalitet”, som da også stammer fra netop denne bog. Adolf Eichmann, en central skikkelse bag Holocaust, bliver her præsenteret som et menneske, der var som alle andre mennesker. Ingen skævvridende traumer, ingen knusende nederlag, ingen rabiat og dybfølt ideologi leder Adolf Eichmann til at medvirke i verdenshistoriens mest kendte folkemord.

Så hvad gjorde? Hvordan endte dette tilsyneladende normale menneske med at gøre noget så altoverskyggende ondskabsfuldt? Det er bogens gåde, et menneskeklogt paradoks der aldrig stopper med at være værd at genbesøge.

Stadier paa Livets Vei - Søren Kierkegaard

Hvis der er noget, der er typisk for Søren Kierkegaard, så er det, hvor svært det er at finde ud af, hvad han ”egentlig mener.” De mange dæknavne, hans mest berømte bøger er skrevet under, holder de filosofiske pointer i bøgerne ud i strakt arm, så de tilhører Johannes Forføreren, Victor Eremita og ”troens ridder” i stedet for Kierkegaard selv.

Sådan er det også i ’Stadier på Livets Vej’. Men hvad der er helt særligt ved bogen, er at det måske er her, Kierkegaard allertydeligst fremlægger den store teori om moral, der går igen i hans værker – teorien om æstetikeren, etikeren og den religiøse. Disse tre mennesketyper svarer til de tre dele af ’Stadier på Livets Vej’, der handler om først nydelse, så retskaffenhed, så tro. Det er selvfølgelig pakket ind i kringelkroge og spilopper som resten af Kierkegaards værker. Men hvis man vil forstå Kierkegaards moral, er det altså her, man skal starte.

Og til slut et livsvigtigt tip: Bestil både den nye udgave fra SKS og kommentarbindet fra samme serie, eller tilgå alle kommentarerne helt gratis på www.sks.dk.

Overvågningskapitalismens Tidsalder - Shoshana Zuboff

Denne bog er både meget ny og meget omtalt. Fra første side sætter den sig for at beskrive, hvordan store teknologivirksomheder siden årtusindeskiftet har bygget deres forretningsmodeller op på overvågning i en sådan grad, at det berettiger at man kalder det en helt ny form for kapitalisme. Med store mængder historisk viden og henvisninger til interviews, mødereferater og rapporter får bogen malet et billede af søgemaskiner, sociale medier og internetbutikker, der er svært at glemme igen.

Zuboff er ikke bange for at inddrage sit eget politiske ståsted i beskrivelsen af virksomheder som Google, Facebook og Amazon, og det kan måske virke afskrækkende for nogle. Men den grundlæggende forskning i overvågning, som udgør langt størstedelen af bogen, er ikke afhængig af Zuboffs personlige politik. Hun dokumenterer altid sine pointer grundigt, og det er netop derfor, denne bog har fået sit ry for at være både indsigtsfuld og svimlende skræmmende.

Gödel, Escher, Bach - Douglas Hofstadter

Denne mobbedreng af en bog handler selvfølgelig om matematikeren, maleren og musikeren, som lægger navne til bogens titel. Men hvad den mere grundlæggende handler om er, hvordan mening opstår. Mening i en formel, mening i et billede, mening i en koncert. Det er det spørgsmål, Hoffstadter inddrager den ene komplekse idé efter den anden for at besvare.

’Gödel, Escher, Bach’ er en bog, der bugner over med forfatterens egen entusiasme for sit emne. Og den er siden sin udgivelse i 1979 blevet velkendt som et utroligt unikt værk. Bogen lægger sig nemlig op ad meget kompliceret viden fra vidt forskellige fag, samtidig med at den forsøger at forklare alting så grundigt, at en helt udenforstående har mulighed for at forstå, hvad der bliver talt om. Så er spørgsmålet bare at forstå meningen med, hvad Hoffstadter mener om mening…

Killjoy Manifest - Sara Ahmed

Den korteste bog på listen er den mest aktuelle bog. Selv om kalenderen skriver 2021, er den offentlige debat stadig i gang med den snak om chikane og seksuelle krænkelser, der startede sidste år med Sofie Lindes tale ved Zulu Awards. ’Killjoy Manifest’, der handler om hvordan man er feminist i det 21. århundrede, er derfor måske den bog på listen, der har mest konkret, anvendelig visdom i sig.

Bogen giver nemlig et præcist indblik i, hvilken filosofi der ligger bag Sofie Lindes måde at påvirke debatten på. Som det står i titlen, handler det om at være en ”killjoy” – en som udtrykker sig politisk, på trods af at de vil blive anklaget for at ødelægge den gode stemning. Så vil man se, hvordan abstrakt filosofi fører til, at en overborgmester må gå af, er det bare at starte her.

Vestens Filosofi - Bertrand Russell

Den sidste bog på listen er ikke på, fordi det er den mest indsigtsfulde filosofihistorie, eller den mest pædagogiske, eller den vigtigste. Den er på, fordi den er skrevet af forfatteren Bertrand Russell, som var en central del af mange filosofiske og politiske emner i det 20. århundrede – alt fra matematik til atomvåben. Det er på den måde en ganske unik filosofihistorie, fordi den er skrevet af en, der selv tilhører den.

Men det, som virkelig, virkelig gør den til en bog, man kan kloge sig på, er at den er så kompromisløst subjektiv. Russell frydes ved at lade sin egen holdning til tænkere som Platon, St. Acquinas og Nietzsche skinne igennem. Når han kommer til et af sine absolutte hadeobjekter, den tyske filosof G. W. F. Hegel, laver Russell blot et lynende kort afsnit om, hvilke begynderfejl Hegel begik, og bemærker at han i øvrigt ikke skrev, men vrøvlede.

Det er med andre ord en bog, hvor man ikke får noget serveret, men konstant er nødt til at bruge sin egen kritiske sans. Og så kan den også være utroligt charmerende, alt afhængigt af om man er enig med Russell eller ej.