Julebøger til vuggestue- og børnehavebørn

Det er tid til julehygge med de mindste.

Ida glæder sig til jul. Når hun har spist alle chokoladerne i julekalenderen, så er det juleaften. Men hun kan slet ikke vente.
Hun kommer til at tage en til og så en til, indtil der ikke er flere tilbage. Men så må det jo være juleaften. Skal hun så ikke have gaver?
Dejlig julebog om hvor svært det er at vente. Med enkle illustrationer holdt i røde og hvide nuancer.
Kan I heller ikke vente til juleaften? Lav jeres egen juletradition, hvor I tæller ned til juleaften.

Det er snart juleaften, og det Willi ønsker sig allermest er et tog, som han selv kan køre i.
Men hører far og mor efter, når de har så travlt, og kan julemanden overhovedet have et tog med i kanen?
Dejlig historie om at glæde sig og ønske sig noget så meget, at det bare skal gå i opfyldelse. Følg med i Willis spændte venten og håb, hvor der sker meget på hver side.
Til sidst er der instruktioner til at lave jeres egen lille nisse bagerst i bogen.

Helt ordløs billedbog fyldt med dejlig julestemning. Mærk stjernen på forsiden, følg med i kagebageriet og se rådyrene spise deres julemad i sneen.
Nyd de fine juleillustrationer sammen, mens I tæller dagene til juleaften sammen med de allermindste børn.

Lille Nisse giver dyrene mad på en kold vinternat. Både koen, grisen og katten får det bedste de ved, men hvad skal Lille Nisse dog spise?
Heldigvis er der også en, der har tænkt på ham.  Snak om, hvad dyrene spiser og prøv at efterligne de sjove lyde.
I kan også snakke om, hvad spiser I selv juleaften, og hvad der er jeres yndlingsmad. En fin lille julehistorie om hjælpsomhed med rolige illustrationer og enkel tekst.
Dejlig hygge til de 1-3-årige.

Denne billedbog er fyldt med hyggelige illustrationer med mange detaljer at gå op opdagelse i.
Så nyd historien om, hvordan nissefar nær ikke havde fået sin julegrød – og brug god tid til at snakke om billederne.
Det er oplagt også at synge "På loftet sidder nissen".

Der skal øves på de gode julesange, så vi er klar til juleaften.
Her er 10 af de bedste julesange smukt illustreret af Lea Letén. Det er bare ren julehygge.
Måske har I andre julefavoritter? Så prøv at lade børnene illustrere deres egen yndlingssang.

Hvad laver nissen egentlig? Det fortæller Astrid Lindgren så fint om i denne bog, som egentlig ikke handler om jul,
men om en kold og klar vinternat, hvor nissen passer på både dyr og mennesker.
Bagefter kan I fantasere om, hvad nisserne mon laver alle de dage og nætter, hvor det ikke er juleaften.

Kom i julestemning med nye og gamle julehistorier, syng en julesang og bag en honningkage.
Denne skønne julebog er fyldt med hygge og gode aktiviteter til den meget lange ventetid i december.
Bogen kan sagtens tages frem mange gange i løbet af december, hvor der er behov for en kort eller lang julehistorie, eller en god ide til julegaver.