Juleanbefalinger til voksne

Til arrangementet Årets boggaveidéer den 28. november anbefalede bibliotekaren gode bøger til at lægge under træet eller låne på biblioteket. Et resume af hver enkelt bog findes efter anbefalingerne.

 

Ny nordisk litteratur – gavebøger, men også bøger som er gode til juleferien og læsning i toget frem og tilbage.

De polyglotte elskere af Lina Wolff - (2018) svensk forfatter

Underfundig, velskrevet roman om kærlighedens og sprogets vildveje. Svær at sammenligne, men vi er ovre i store, varme læseoplevelser. 

---

Ar af Audur Ava Olafsdottir - (2018) islandsk forfatter

Jonas Ebeneser er sidst i 40’erne, fyldt med ar på sjælen og ønsker ikke mere at leve. Umiddelbart et alvorligt emne, men med sin lette blanding af humor og refleksioner over livet, henvender bogen sig til et bredt publikum.

Vandt Nordisk Råds litteraturpris i 2018.

---

Mænd i min situation af Per Petterson - (2019) norsk forfatter

Med sine præcise og poetiske beskrivelser formår Per Petterson at trænge dybt ind i en kriseramt mands sjæl. Iagttagelserne er detaljerede og læseren fastholdes i hovedpersonens skrøbelige univers fra start til slut. Men også mellem linjerne ligger meget gemt, og det hele bliver et følsomt og mesterligt portræt af en mand i krise, der må grave dybt for at redde sig selv og forholdet til sine børn.

---

Frank vender hjem af Kristian Bang Foss - (2019) dansk forfatter

Velskrevet og sort historie om en utilpas mønsterbryder. En dannelsesroman fra det senmoderne velfærdssamfund.

---

Sveas søn af Lena Andersson - (2019) svensk forfatter

Sløjdlæreren Ragnar deler fødselsår med den svenske socialdemokratiske ideologi om "folkhemmet", nemlig 1932. Ragnar er ikke bare Sveas søn, men en eksponent for hele Sverige. En underfundig idéroman om det moderne Sverige til læsere med interesse for politik og samfund.

---      

Løg trækker tårer af Dorrit Willumsen - (2019) dansk forfatter

Manden har glemt Wendys 74-års fødselsdag og hendes e-Boks er blevet lukket. Så går hun, tager toget til København og skaber et nyt hjem i en tom lejlighed. Romanen er et sprogligt mesterværk om livet, der med humor og lettere absurditet henvender sig til alle modne romanlæsere.

 

Klassikerne og prisvinderne

Efter solen af Jonas Eika - (2018) dansk forfatter

Vandt Nordisk Råds litteraturpris i 2019.

En ny verden lurer i horisonten i disse særegne noveller om sex, krop, tro og økonomi. Novellesamling om basale temaer som sex, krop, sorg, økonomi og tro, men som på én gang udspiller de sig i en realistisk og genkendelig verden og i et univers, hvor virkelighedens normale logik i større eller mindre grad synes ophævet.

---

Is-slottet af Tarjei Vesaas - (1963) norsk forfatter

En ganske enestående barneskildring med symboler, der rækker langt ud over barnealderen; næppe almen tilgængelig, men en af de bøger, man kan læse flere gange med stedse større oplevelsesmuligheder.

Hovedværk i Tarjei Vesaas forfatterskab og den roman han i 1964 fik Nordisk Råds litteraturpris for. Genudgivet i 2019.

---

Kør din plov over de dødes knogler af Olga Tokarczuk - (2012) polsk forfatter

Romanen er yderst velskrevet, humoristisk og med effekter fra krimigenren. Janina Duszejko, tidligere ingeniør og engelsklærer, bor i et øde område nær grænsen til Tjekkiet, hvor hun holder opsyn med sommerhuse om vinteren. Hendes store interesser er astrologi og at oversætte Blake. Hun er vegetar og åbenlyst modstander af jagt og at holde dyr i fangenskab. Da en række mænd fra lokalsamfundet bliver myrdet, argumenterer hun for, at det er dyrene der hævner sig.

Filmatiseret og findes under titlen ’Pokot’ på Filmstriben.

Forfatteren blev tildelt Nobels Litteraturpris i 2019 (for 2018).

 

Exofiktion – romaner bygget på et skelet af virkeligheden

Virginia is for lovers af Christina Hesselholdt - (2019) dansk forfatter

Dokumentarroman. En anderledes konstrueret roman, der er i stil med forfatterens tidligere udgivelse Vivian - som også nævnes kort i nærværende roman. Læseren vil genkende den samme type højlydt kommenterende og alvidende fortællerstemme.

---

Cahun af Kristina Stoltz - (2019) dansk forfatter

Surrealistisk roman med biografisk islæt om kvinden og kunstneren Lucy Schwob med det kønsneutrale kunstnernavn Claude Cahun, der levede fra 1894 til 1954.

 

Selvbiografiske romaner og én rigtig biografi

Oplyst af Tara Westover - (2019) amerikansk forfatter

Tara vokser op i Buck's Peak, Idaho, med mormon-forældre med radikale og farlige overbevisninger.

Tara Westover (1986-) er professor i historie ved University of Cambridge. Dette er hendes romandebut.

---

Min mor var besat af Peter Øvig - (2019) dansk forfatter

Peter Øvig Knudsens dokumentariske og personlige beretning om at vokse op som barn af en psykisk syg forælder og om selv som voksen at blive ramt af depression er for alle med personlig eller faglig interesse i psykisk sygdom.

---

Løvinden Karen Blixen i Afrika af Tom Buk-Swienty - (2019) dansk forfatter

Har man den mindste interesse for Karen Blixen er der ingen vej udenom Tom Buk-Swientys medrivende fortælling om Karen Blixens tid i Afrika.

Bogen tegner et lidt anderledes billede end det livsnyderliv hun valgte at fokusere på i sine erindringer.

 

Mursten

Folket i træerne af Hanya Yanagihara - (2019) amerikansk forfatter

Romanen er forfatterens første, inden hun skrev ’Et lille liv’ som blev hendes internationale gennembrud i 2015.

’Folket i træerne' er inspireret af den sande historie om nobelpristageren Carleton Gajdusek, der adopterede 56 mere eller mindre forældreløse børn, primært drenge, som han havde ' fundet' på sine ekspeditioner, og som altså i 1996 blev dømt for overgreb.

Fascinerende og sprogligt stærk roman som hænger rigtig godt sammen og tryllebinder læseren fra start til slut. En meget dybsindig læseoplevelse.

 

Faglitteraturen og natur eksistentialisme

Viking af Jeanette Varberg - (2019) dansk forfatter

Bred fortælling om vikingetiden og Nordens fascinerende krigere. Historisk interesserede og vikingetidslæsere har en uforglemmelig læseoplevelse i vente.

---

Insekternes planet af Anne Sverdrup-Thygeson - (2019) norsk forfatter

En fantastisk bog som formidler spændende og meget relevant viden om insekternes vigtige liv og betydning for dyr, natur og mennesker. Bogen er tillige rigtig godt fortalt og med humoristiske indslag undervejs. Man bliver meget nysgerrig på at vide mere om de pågældende insekter, og bogen lægger op til stor refleksion over vigtigheden af de små seksbenede småkryb.

Forfatteren er professor på Norges miljø- og biovidenskabelige universitet.

---

Åleevangeliet af Patrik Svensson - (2019) svensk forfatter

En bog om verdens mest gådefulde fisk og hvordan denne bandt en far og søn sammen. For interesserede i naturvidenskab generelt og ål i særdeleshed.

Bogen er en blanding af erindring fra forfatteren om hans far og nogle oplevelser de delte og ålens historie. Det er historien om ålen som fylder langt den største del af bogen.

---

Kunsten af fange muldvarpe af Marc Hamer - (2019) Walisisk forfatter

Forfatteren, Marc Hamer, er lyriker, havemand og tidligere hjemløs. Bogen handler om hans liv og tanker, de beslutninger og valg han har truffet i livet, og om at leve mere end et år under åben himmel.

Underfundig, poetisk og dybsindig bog, som vil blive hos læseren længe efter sidste side er læst. Meget velskrevet og anbefalelsesværdig. En sand perle af en bog.

Forfatteren gæster bibliotekets faglitterære festival i marts og går en ’litteratur i det fri’.

 

Digte – oplagt gavebog

Til den smukkeste af Mette Moestrup - (2019) dansk forfatter

Moestrups første soloudgivelse i syv år - en digtsamling bestående af 117 digte, tretten for hver af de ni muser og de kunstarter, som de beskytter: korsang, episk poesi, astronomi, kærlighedspoesi, geometri, komedie, historisk poesi, lyrisk poesi og klagesang.

Digtene og det grafiske gør stort indtryk, og både den almene lyriklæser og analytikeren kan glæde sig. Med et flot, iøjnefaldende omslag. 

 

Årets mandelgave

Om jul af H.C. Andersen - Gyldendals Kolibriserie, der består af små bøger med klassiske forfatteres skriverier om et emne.

I denne bog er det julen, som H.C. Andersen skriver om på forskellig vis. Der er både kendte eventyr som "Grantræet" og "Den lille pige med svovlstikkerne", men også mindre kendte tekster som fx "Det store julebord" og "December-genboens hus". Andersen beskriver julen både ud fra egne erfaringer og i digt- og eventyrform.

For voksne - og til oplæsning for børn.