Juleanbefalinger til børn

01.12.19
Til arrangementet Årets boggaveidéer den 28. november anbefalede børnebibliotekaren gode børnebøger til at lægge under træet eller låne på biblioteket . Et resume af hver enkelt bog findes efter anbefalingerne.

Ny Nordisk litteratur

Elias og Agnes Våhlund: ”Håndbog for superhelte” - en svensk hitserie, som heldigvis også har fundet et stort publikum i Danmark. Serien er fra 9 år og er kommet i 4 bind

Jesper Wung-Sung: ” Guldfisken Glimmer” - Forfatteren er en herlig dansk original og har her udforsket det gamle mysterium: "hvad sker der mon med guldfisk, der bliver skyllet ud i toilettet?" Wung-Sungs bud er, at skylleturen igennem kloakken udløser had og hævntørst fra guldfiskens side.. Bogen er fra ca. 10 år og kan med fordel gives til børn med hang til galgenhumor. 

 

Klassikere og prisvindere

Jesper Wung-Sung: "Alfred og gabestokken" - En virkelig skæv, skør og rablende bog, der i foråret 2019 blev præmiereret med Kulturministeriets børne-og unge forfatterpris. Alfred står i en gabestok på et torv og henslæber sine dage med at råbe eder og forbandelser efter forbipasserende og konger i særdeleshed!  Fra 10 år

Anna Jacobina Jacobsen: ”Ø” - Vinder af Kulturministeriets børne-og unge illustratorpris 2019. En fantastisk ordløs billedbog om de magiske ting der kan ske, hvis man er så heldig at åbne en sardindåse med en lille havfrue i. Fra 5 år

 

Billedbøger

Isabel Sánchez Vegara serien ” Små mennesker- store drømme” - En rigtig fin serie om ekstraordinære mennesker fortalt for de små. Serien er ret lang der udkommer løbende nye titler; en bog om Davis Bowie og én om Anne Frank er netop udkommet. Flere af titlerne er sågar udkommet i pegebogsudgaver! Fra 4 år.

Zenia Johnson & Simon Væth: ” Bjarne blæser væk” - En skæg historie om storby-solsorten Bjarne, der ryger og elsker skrald. Fra 4 år.

Thomas Brunstrøm: ” Sallys fars kringler julen” - 2019 har været lidt af et gennembrudsår for forfatteren af serien ”Sallys far”. Han kvitterer ved at sprøjte titler ud om stakkels Sally, der må trækkes med en ret fjollet far. Fra 4 år.

Marianne Iben Hansen: “ Axels fødselsdag- verdens allerbedste bil” - Bogen er udkommet i anledning af den bilfabulerende billedbogsklassiker ”Axel elsker biler”´s 10 års jubilæum. Fødselsdagsbogen er mindst lige så lækker at læse op og som altid, når det er Marianne Iben Hansen, der har været på spil, foregår det hele på rim. Fra 3 år.

 

Graphic novels

Sabine Lemire ” Mira serien” - En skøn graphic novel serie om pigen Mira, der lever et helt almindeligt ”tweens” liv med skilsmisseforældre, veninder, og som gør sig mange tanker om livet. Fra 9 år.

Ari Folman & David Polonsky: ” Anne Franks dagbog” - Virkelig smuk tegnet tegneserie med uddrag fra den oprindelige dagbog. Fra 13 år.

 

Ekstra

Agnes-Margrethe Bjorvand & Lisa Aisato : “Astrid Lindgren- en biografi for børn” - Desværre udsolgt fra forlaget, men kan stadig lånes på biblioteket til juleferien.

Tags
Materialer