Hvilken slags læser er du?

16.02.21
Bliv klogere på dig selv som læser - og bliv bedre til at finde gode læseoplevelser!

Der findes altid et hav af artikler med ”vinterens bedste bøger”, ”10 bøger du skal læse lige nu” osv. Måske kender du også det, at du har fået en bog anbefalet af en begejstret ven, og du har alle gode intentioner, men du er nødt til at opgive.

Og så er der alle anmeldelserne, bestsellerlisterne og litteraturpriserne. Gode bøger, helt sikkert. Men gode for hvem? Hvordan ved du, hvilke bøger, der er de rette for dig? Det er ikke altid let at finde sin rette læsehylde, og selv hvis man har fundet den, kan den måske trænge til en oprydning i ny og næ.

Her kommer fem råd, du måske kan bruge, hvis du har lyst til at lære læseren i dig bedre at kende – uanset om du er aktiv læser eller har brug for at genfinde læseglæden.

1. Aldrig den samme læser

Der var vist engang en klog en, der sagde noget med, at floden aldrig var den samme flod. Sådan er det også med mennesker, og ikke mindst læsere. Du er ikke den læser, du var for 10 år siden, måske ikke engang den, du var for et år siden.

Sæt dig ned og tænk over, hvilke oplevelser, du holder mest af, for tiden? Skal de være rørende, lærerige, smukke eller måske sjove? Hvordan er dit humør, og hvilke bøger kan være gode for det? Hvis svaret er, at du gerne vil have en smuk oplevelse, er det måske ikke den sædvanlige krimi, der skal til – måske skal du give poesien en chance? Og hvis du hungrer efter at lære noget uden at kede dig undervejs, skal du måske kaste dig over den fortællende faglitteratur, eller narrativ non-fiction på godt dansk.

2. Fordomme fordummer

Fordomme er altid dumme. Overfor mennesker, og også overfor bøger.

Så hører du om en bog, hvor noget gør dig nysgerrig, men hvor du tænker, at du ”jo ikke er sådan en, der læser sådan noget”, eller at ”den slags bøger gør jo ikke én klogere”, så giv den alligevel chancen. Måske er denne bog din vej ind i en helt ny type læseoplevelser for dig.

Genrer er heller ikke så rigide, som man måske kan tro. Især de sidste par år er der kommet utallige bøger, der lander mellem alverdens genrestole. De låner, mikser, blander, så bibliotekarerne klør sig i håret for at finde deres rette hylder. Der er true crime, der gør dig klogere på bøger, romaner om rigtige træer, arkitekter der skriver kogebøger, biografier der gør os klogere på meget andet end hovedpersonen eller essays, der føles som at være til det mest inspirerende middagsselskab.

3. Søg hjælp(!)

De seneste år har masser af personale i både boghandlere og biblioteker – hos os på Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne gælder det hele personalet, faktisk – fået professionel uddannelse i ikke bare at formidle bøger, men at finde rette bog til rette læser.

Her er det hverken søgesystemet, personalets præferencer, anmeldelser eller salgslister, der er udgangspunktet for at give læseren en god oplevelse, men læseren selv, og hendes eller hans smag. Og her kan bogfolket altså noget, som algoritmerne (endnu) ikke kan: Spørge ind til smag og behag. Før du opsøger en bogformidler, f.eks. på biblioteket, kan du evt. tænke over, hvad du holder af i en bog: Er det plot, sprog, mennesker, steder, viden eller noget helt andet, der er vigtigst for dig?

Du kan også melde dig til Dit skræddersyede bibliotek, hvor Lyngby-Taarbæks bibliotekspersonale netop finder bøger på baggrund af din læsesmag.

Eller du kan søge hjælp hos de dedikerede bogfolk i bibliotekets egen podcast Bogbrevkassen

Og husk: Bogfolk elsker at hjælpe med at finde bøger – du er IKKE i vejen, når du søger hjælp!

Der er også masser af andre, især engelsksprogede podcasts, der hjælper læsere med at finde de rette bøger, mest populær er nok What Should I Read Next med Anne Bogel, der også er forfatter bag den fine lille brugsbog I´d Rather Be Reading – The delights and dilemmas of the reading life.

4. Find din læsetvilling 

Et af de mest populære lystlæsningsråd pt er nok begrebet "læsetvilling". En læsetvilling er en person, der simpelthen matcher ens læsesmag, og har man fundet sin læsetvilling kan man – tada! – fremover altid dele titler, næsten uden at behøve at fortælle om bøgerne på forhånd.

Problemet er bare, at selv de bedste læsetvillinger kan have forskellige perioder i livet, hvor sindstilstand, situation og humør kan ændre læsesmagen.

Så brug naturligvis gerne venner, Bookstagramfolk, og andre læsere som læsetvilling. Men husk på, at I sjældent er helt identiske tvillinger.

5. Parallellæsning 

Hvor mange bøger har du gang i ad gangen? Rigtig mange mennesker med flow i deres læseliv har gang i mere end én bog ad gangen, ja faktisk ofte 3-4 stk.

Det kan synes hektisk, men det er ofte en fordel for læseglæden. Ved at være i gang med mere end én bog ad gangen undgår du, at du går i stå med læseflowet, fordi du en aften eller en periode ikke lige er i humør til den bog, du ellers havde sat dig for at læse færdig.

Hav gerne en lille stak af yderst forskellige bøger i gang, f.eks. en hyggelig og sjov, en fængslende og dyb og en underholdende og lærerig.  

Rigtig go’ læselyst og husk: Der findes sikkert ikke en læser til enhver bog. Men der findes helt sikkert en bog til enhver læser!