'Hullet' af Hiroko Oyamada

25.01.23
Denne uge byder på en prisbelønnet japansk roman, som på original vis kombinerer samfundskritik, gys og oldgamle forestillinger om sjælevandring

Hvad handler bogen om?

Det betyder en stor forandring i Asahis liv, da hendes mand Muneaki bliver forflyttet til en stilling i provinsen og det unge ægtepar flytter ind i nabohuset til hans barndomshjem, hvor hans forældre stadigvæk bor. Hver dag overlades Asahi til sit eget måske ikke helt sunde selskab, ser man bort fra Muneakis senile farfar, som enten ser fjernsyn eller vander haven.

I denne boble, hvor timerne går langsomt, mens dage og uger går forbløffende hurtigt, overvejer Asahi, om hun skal søge et arbejde, eller om hun skal få et barn med Muneaki og blive hjemmegående husmor. Man fornemmer, at virkeligheden langsomt begynder at skride for hende. Der foregår efter hendes opfattelse de særeste ting i den isolerede soveby ved den store flod.

 
Hun opdager blandt andet, at Muneaki har en storebror, en såkaldt hikikomori, som er et japansk begreb for en person, som stadig bor hjemme hos sine forældre og har svært ved at realisere samfundets krav om at tage en uddannelse, få et arbejde og stifte en familie, hvilket er en stor udfordring for mange unge i Japan. Man frygter, at Asahi vælger at følge i svogerens fodspor og stå af rotteræset på den sørgeligste måde af dem alle.

Hvorfor skal man læse denne bog?

Floden, ”den aldrig standsende strøm”, er i min fortolkning en repræsentation af samsara, som er et centralt begreb i hinduistisk og buddhistisk religion og filosofi, og som betegner individets fødsel, død og genfødsel i én uendelighed. De små børn og de gamle mennesker, som flokkes langs flodens bredder, er sjæle på vandring fra ét jordisk liv til det næste. Samfundets krav til individet om at arbejde og formere sig stopper altså ikke med døden. Hamsterhjulet fortsætter i al evighed. En skræmmende tanke, ikke kun for en hikikomori!

At sjælevandring muligvis er en realitet, sandsynliggøres endvidere ved, at svogeren og hans senile farfar har de samme lange, smalle fortænder, som de blotter, når de griner, og at Asahi til sidst i fortællingen genkender svigermoren og dennes svigermors ansigtstræk i sit eget spejlbillede. To mennesker kan således være repræsentationer for en og samme sjæl i transit!

Hiroko Oyamadas roman ”Hullet” kan varmt anbefales til læsere med interesse for japanske samfundsforhold, psykologiske gysere og genren ”fantastiske fortællinger”.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Undervejs i romanen kom jeg til at tænke på Henry James’ gotiske gyser, ”Skruen strammes”, en af de uhyggeligste spøgelseshistorier som nogensinde er skrevet med dens skræmmende forestilling om menneskets udsatte eksistens i et grundlæggende fjendtligt og dobbelttydigt univers. Hvad er virkelighed? Hvad er vores egen indbildning? Hvis man er interesseret i de videnskabelige teorier om de begreber, de to fortællinger kredser om, kan man med stort udbytte læse Sigmund Freuds ”Det uhyggelige” og Tzvetan Todorovs ”Den fantastiske litteratur”.