Fyrtårne, klokketårne og fantasitårne

Har du nogensinde tænkt over alle de tårne, der findes i litteraturen? Højst sandsynligt ikke – men det har vi, så læs med her hvis du vil med på tårntur gennem litteraturen!

Du undrer dig måske over hvorfor vi har været på jagt efter tårne i litteraturen? For nylig afholdt vi et arrangement under overskriften 'Over hækken, bag facaden' i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv. Vi fik lov til at komme op i Lyngby Kirkes kirketårn og høre om dets historie, og vi kom også på litterær tårntur gennem højtlæsninger af bøger af Jules Verne og Italo Calvino blandt andre. 

Da jeg gik på jagt efter litteratur, som kredser om tårne, blev jeg en smule bekymret over, om jeg overhovedet ville kunne finde noget. Der er selvfølgelig eventyret om Rapunzel og J. R. R. Tolkiens berømte to tårne, men hvad er der ellers? 

Rigtig meget, skulle det vise jeg. Jeg blev mildest talt overrasket over hvor mange tårne, der egentlig gemmer sig frit fremme i al mulig forskellig litteratur. Så hvis du ikke nåede at komme med til vores arrangement i Lyngby Kirke, kan du tage fat i nogle af disse bøger og selv komme på tårntur i litteraturen. 
 

Djævelen i klokketårnet af Edgar Allan Poe

Vi begynder i et dystert og gotisk hjørne af litteraturen. Edgar Allan Poe er især kendt for sine mystiske fortællinger og for et hårrejsende digt om en ravn. Den korte fortælling 'Djævelen i klokketårnet' er både satirisk og uhyggelig. I en lille landsby, hvor livet mest handler om at dyrke kål og komme til tiden, ankommer en fremmed mand med en violin. Han går direkte ind i byens klokketårn – og så bryder helvede ellers løs…
 

Jane Eyre af Charlotte Brontë

Forældreløshed, kompliceret kærlighed og en gal kvinde låst inde på et loft – i Charlotte Brontës roman Jane Eyre er der gotisk drama for alle pengene. Hvis du ikke har læst romanen vil jeg ikke afsløre hvem kvinden er eller hvor hun er låst inde, men det er helt sikkert at Charlotte Brontës roman har gjort 'den gale kvinde' som sidder på et aflåst loft- eller tårnværelse til en figur, de fleste kan genkende. 
 

Rejsen til jordens indre af Jules Verne

Jules Verne er en mester i at fortælle sci-fi eventyrligt om modernitetens tidlige, utrolige potentialer. I Rejsen til jordens indre møder vi den excentriske professor Lidenbrock og hans unge nevø Axel. Professor Lidenbrock finder et oldgammelt dokument skrevet i et ulæseligt kodesprog og er straks hooked. Det viser sig såmænd også at være en vejvisning til jordens indre via en udslukt islandsk vulkan. Før han har set sig om, er Axel blevet slæbt med på en farefuld færd mod Island og mod jordens indre. Her kommer tårnet så ind i billedet: på vejen til Island stopper de rejsende i København, hvor professor Lidenbrock trækker Axel med op i Vor Frelsers snoede kirketårn for at kurere hans højdeskræk. 
 

Tårndigte af Friedrich Hölderlin

Hölderlin er en af den tyske romantiks helt store digtere. Denne samling har først fået sin titel efter Hölderlins død, og historien bag titlen er, at disse digte er skrevet mens Hölderlin boede i pleje i et tårnværelse på grund af en sindslidelse. Digtene handler altså ikke om tårne som sådan, men man kan tydeligt fornemme at deres beskrivelser af landskab og årstid er skrevet af en, der sidder i et værelse højt oppe og kigger ud og ned over verden, der går sin gang. 

De usynlige byer af Italo Calvino

Nu bevæger vi os lidt længere frem i litteraturhistorien. De usynlige byer er en roman bestående af en samling små, fantasifulde prosastykker som beskriver forskellige byer i Kublai Khans enorme rige. Det er (en fiktiv) Marco Polo som fortæller (en fiktiv) Kublai Khan om alle de forskellige byer i det rige som han hersker over, men som er alt for stort til at han kan nå at se det hele selv. I et poetisk og fabulerende sprog beskriver Marco Polo både tårne, gyder, paladser og broer, men også mere utrolige fænomener. Det er vist kun Marco Polos egen fantasi, der sætter grænserne. 
 

Til fyret af Virginia Woolf

Woolfs sansende, svævende skrift som dykker ind og ud af sine karakterers bevidsthed har gjort Til fyret til en uundgåelig, modernistisk klassiker. Selvom fortællingen strækker sig over mange år, og mest handler om karakterernes tanker og indbyrdes forhold, er det faktisk idéen om at tage en sejltur ud til et fyrtårn, der sætter fortællingen i gang og runder den af mere end ti år senere. Fyrtårnet står både i baggrunden, men er også helt centralt i dette smukke, eftertænksomme værk. 
 

Alt under månen af Harald Voetmann

Harald Voetmann skriver helt unikke og sprællevende historiske romaner. Alt under månen følger Tycho Brahe og hans liv på Hven hvor han gør sine studier af himlens stjerner og planeter. Voetmann har endda flettet brudstykker af Brahes meteorologiske optegnelser ind i fortællingen. Det er meget sanselig læsning, der giver en stærk fornemmelse af at være til stede de lange nætter i observationstårnet på øen. Man kan virkelig mærke den evindelige stank af menneskekroppe og den ubarmhjertige kulde, der trænger ind i marv og ben.
 

Søsterklokkerne af Lars Mytting

Denne slægtsroman begynder for længe siden i en bygd i Norge med fødslen af to søstre, som er vokset sammen ved hoften. Da en af søstrene en dag bliver alvorligt syg, beder deres far til at de får lov til at dø samtidig. Hans bøn bliver hørt, og som tak bruger han næsten alle sine penge på at støbe et par kirkeklokker, der får tilnavnet Søsterklokkerne og bliver hængt i byens kirketårn. Søsterklokkerne sætter et stærkt aftryk på landsbysamfundet og familien i de næste mange generationer. Klokkerne synes at kunne ringe af sig selv og varsle når noget er ved at ske. Med klokkerne rungende i baggrunden følger vi bygden og familien mens tiderne skifter og verden udenfor rykker tættere på.