Forelskede forfattere

Kærlighedsromaner er én ting. Forelskede forfatteres skriverier er noget ganske andet. Lad dig blive udfordret, rørt og måske endda forført.

Romaner om forfattere er af gode grunde ganske hyppige. Forfatteren i krise, forfatteren på rejse, forfatteren, der betragter sit liv som skrivende. Og så er der de forelskede forfattere. Bøgerne om dem har jeg en særlig svaghed for. Ikke de patetiske, højstemte. Men dem, hvor hverdagen som forfatter kører lidt af sporet fordi følelserne forstyrrer.

Herunder har du en håndfuld bøger med forelskede forfattere. Fælles for forfatterne er, at de ikke svæver all happy rundt i forelskelsens rus (det havde nok været et lidt udviklingssvagt plot), men her holder lighederne også op.

Kom vidt omkring lige fra Wellnesscenteret i den Australske ødemark over Bogforum from Hell til hotellet i den charmerende Schweiziske landsby og lad dig blive underholdt, udfordret, rørt og måske endda forført.

En blandt andre af Monique Schwitters

"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre. Hverken med bogen her eller med mit liv. Inderst inde forventer jeg nok, at en eller anden igen skal komme dumpende ind i mit liv og fortsætte historien."

Forfatter, hustru og småbørnsmor Monique sætter sig for at skrive sin egen kærlighedsbiografi ved at tænke tilbage på tidligere forhold. Imens sidder hendes mand på værelset ved siden af, men hvad laver han egentlig der? Den lille, eftertænksomme roman undersøger den mangefacetterede kærlighed - alvorligt og skarpt som hos Kristina Stoltz i 'Paradis først' eller Kirsten Hammann i 'Se på mig'.

Beach Read af Emily Henry

En af de helt store nye stjerner på den amerikanske litteraturhimmel er Emily Henry. Titlen refererer til strandlæsning som lettilgængelig feel good-litteratur, men bogen selv er mere dyb og nuanceret end ren feel good. Men det er en rar og letlæselig bog. Om den unge kærlighedsromanforfatter, der tager ud til sin nyligt afdøde fars og dennes hemmelige elskerindes lækre strandhus i en lille overklasselandsby. Der er også en lille boghandler/café med en karismatisk ejer, og sørme om der i nabohuset ikke er en gammel flamme, der nu er et stort finlitterært navn.

Bogen er fuld af samtaler om, hvad god litteratur er - skal den være tung og alvorlig eller kan den godt bare kan være lækker og happy? Og så er der ud over fine refleksioner over familie, tab og hemmeligheder en hel del skønne sexscener og smooth sommerstemning. Holder du af tv-serierne "The Affair" eller Elizabeth Strouts herlige lilleby-persongalleri, går du ikke forgæves hos de lækre, forelskede forfattere i Beach Read.

Bogen findes på engelsk og udkommer på dansk til sommer på Gads Forlag.

Hotel du Lac af Anita Brookner

Også i denne Bookerprisvinder om en midaldrende kvinde på tvungent hotelophold i en schweizisk bjerglandsby kommer vi ind under huden på en hel håndfuld mennesker, der alle har deres at tumle med. Edith er romanceforfatter med knas i eget kærlighedsliv, og bogens pirrende fundament er, at vi ikke ved, hvorfor Edith er blevet sendt hjemmefra, men vi fornemmer en romantisk skandale. På sin hotelbalkon forsøger hun at skrive romancer, men hun spindes efterhånden ind i den lille flok mennesker, der også er bosat på hotellet her udenfor sæsonen, og snart har hun både elskeren hjemme i England og en meget interesseret herre, hun drikker lækker vin med i de smukke bjerglandskaber.

Både det luksuriøse og smukke sted og de eksistentielle refleksioner kan lede tankerne hen på Thomas Manns storværk Trolddomsbjerget, men samtidig er bogen kort og herligt 1980'er-moderne i sin samfundssatire.

Island af Peter Højrup

"Det meste af tiden tænkte jeg på sex, for jeg tænker altid på sex, når jeg læser noget, der er kedeligt og forudsigeligt. Af den grund ville det ikke være forkert at påstå, at jeg bliver liderlig af at læse kedelige bøger..."

Island er en roman om at være skabende, om at miste og om pisseirriterende bank-litteraturpriser. Om at være blevet forladt af sit livs kærlighed og sine børn. Om livet, når det gør ondt, om tallerkner med rødbedesplat.

Højrup skriver i et stærkt, lyrisk og stilsikkert sprog, man kan nyde og mærke. Og så er han skarp, til tider spydig, og absolut ikke uden humor, ofte af den tåkrummende slags, fx når han møder en manisk Møllehave på Bogforum eller når han gengiver lærer-Lones velmenende og ligegyldige monologer.

Holder man af Kristian Bang Foss' syrlige portrætter, Stine Pilgaards medmenneskeundren eller Erlend Loes alvorssjove livskriser kan man roligt kaste sig over Island.

Writers and Lovers af Lily King

Denne varme, unge og livskloge roman er - som titlen mere end antyder - nok den, der sætter sig mest præcist i kategorien 'forelskede forfattere'. Her følger vi den unge forfatterspire Casey, der kæmper for at få tilværelsen som forfatterspire til at hænge økonomisk sammen mens hun lader sig distrahere af de der mænd (som selvfølgelig også er forfattere). Hun er i sorg over det pludselige tab af sin mor, og New York Times Bestselleren veksler elegant mellem herlige scener fra livet som forfatterspire og tjener og overvejelser over kærlighed, tab, litteratur.

Er du til Sally Rooney eller Jenny Offill og deres skarpe blik for moderne mennesker i 20'erne og 30'erne - og deres rod i kærlighedslivet - går du ikke galt i byen hos King.

Bogen findes pt kun på engelsk.

Et fængslende møde af Liane Moriarty

Forfatteren af bogen bag tv-successerien "Big Little Lies" skriver her om en romanceforfatter i livskrise, der indskriver sig på et dyrt wellnesscenter. Forlaget har afvist hendes seneste bog, hun er i overgangsalderen og er netop blevet forladt af en ægte skiderik. På centeret møder hun og læseren en god håndfuld mennesker, hvis skæbner vi også får ind under huden. Bogens sprog er ligetil og persongalleriet er sammen med selve plottet en læseoplevelse, der måske ikke forandrer dit liv, men underholder og sætter refleksioner i gang for en stund.

Moriartys bøger sammenlignes ofte med spændingsforfatteren Lisa Jewells, der også på en gang er lettilgængelige og medrivende psykologiske portrætter, dog med lidt mere fokus på pageturnerens stramme spændingskurver.