Et godt sted at græde?

16.03.20
Hendes hage begyndte at dirre; der var ingen tid at spilde. Men hvor? Hvor?

Det er måske ikke alle voksne, der kender følelsen, men vi er nogen, der af og til leder efter et godt sted at græde. Over stort eller småt, spontant elle ophobet. En følelse, der kan synes skamfuld, og som voksenlivet ikke altid giver plads til.
Men også her kan litteraturen hjælpe. For vi er ikke alene. Eksemplerne i litteraturen er mange. Her er fire af mine favoritter, der rørende og præcist kan vise, at man ikke er alene som voksen med behov for at lade tårerne trille, selvom det (alt for sjældent) passer ind i voksenlivet:

Helle Helle: Ned til hundene (2008)
"Jeg leder efter et godt sted at græde. Det er slet ikke let at finde sådan et sted. Jeg har kørt rundt i bus i flere timer, nu sidder jeg på en vakkelvorn bænk helt ude ved kysten. Her er der ingen færger. Kun en pram, der fragter kreaturer frem og tilbage til en ubeboet ø."

Asta Olivia Nordenhof: Penge på Lommen (2020)
"Det ville aldrig kunne lade sig gøre, det regulære arbejdsmarked har ikke noget rum for et menneske for hende, der ind imellem skal bruge en hel dag på at græde eller ligge på en plæne og overrisles af angst og aldrig, aldrig ville kunne møde til tiden eller rigtigt høre efter en besked."

Katherine Mansfield: Ma Parkers liv (fra Havefesten og andre fortællinger, 1922)
"Hvis hun bare kunne græde nu, græde i lang tid, over det alt sammen, lige fra sin første plads og den grusomme kokkepige, over tiden hos doktorens og så de syv små, over mandens død, børnene, der havde forladt hende, og de mange års elendighed, der ledte frem til Lennie. Men det ville tage lang tid at få grædt ordentligt ud over alt det. Dog, tiden til at gøre det var inde. Hun var nødt til at gøre det. Hun kunne ikke udsætte det længere, hun kunne ikke vente længere… Hvor kunne hun gå hen? (…) Hendes hage begyndte at dirre; der var ingen tid at spilde. Men hvor? Hvor?
Hun kunne ikke gå hjem; der var Ethel. Det ville skræmme hende fra vid og sans. Hun kunne ikke sætte sig på en bænk et sted; folk ville komme hen og stille spørgsmål. Hun kunne umuligt gå tilbage til Herrens lejlighed; hun havde ingen ret til at græde i et fremmed menneskes hus. Hvis hun satte sig på en trappesten, ville en politibetjent henvende sig til hende.
Åh, var der dog ikke et sted, hvor hun kunne gemme sig og være alene og blive lige så længe, hun ville, uden at forstyrre nogen og uden at nogen forstyrrede hende? Var der slet ikke et sted i hele verden, hvor hun kunne græde ud – omsider?
Ma Parker så sig omkring. Den iskolde vind spilede hendes forklæde ud som en ballon. Og nu begyndte det at regne. Der var ingen steder."

Ida Holmegaard: LOOK (2020)
"At græde på arbejdet er er værste, fordi det er utænkeligt. Ikke bare upassende, men modsat, af hvad, det hele. Som en blanding af at udradere og gøre opmærksom på sig selv. Hvad kan man gøre; gå ind i et kopirum, overvældes af angst der, i en form for enrum, hjertet der bare hamrer."

"Penge på Lommen" kan reserveres som bog nedenfor.
"Ned til hundene", "Havefesten og andre fortællinger" og "Look" er tilgængelige på eReolen.dk: