En serie til din ferie

Kan dit barn godt lide at læse en god serie?

Når børn først finder en serie de kan lide, vil de fleste gerne have mere.
Derfor passer serie også helt perfekt til det barn, der bare gerne vil slappe af med en god bog. Barnet skal nemlig ikke sætte sig ind i et helt nyt univers med nye karakterer hver gang h*n skal i gang med en ny bog.

Vores børnelitteraturformidlere giver dig her en række skønne serier til børn.

Ninja Kid - Fra Nørd til ninja!

En spændende serie om drengen Nelson, der pludselig en dag vågner med ninjakræfter! Bøgerne er flot illustrerede og vil være et hit til ”fart og tempo typen”, der godt kan lide bøger med spænding og humor
Serien er på foreløbig 3 bind, men der er kommet 9 på engelsk, så mon ikke flere er på vej på dansk? /Christina
 

Summoner – Hidkalderen

En serie hvor der er masser af aktion, monstre og lamme jokes.  
Pelle er vild med at spille Summoner, men får ikke lov at deltage da han bliver holdt udenfor i skolen. Dog gør Markus, supermobberen en undtagelse en dag. Spillet går i gang og med et er Pelle midt i begivenheder, hvor dødsridderne og vilde monstre præger hverdagen. Naturligvis er Pelle en rigtig helt men ikke alene for både venskaber og kærlighed står i kø. 
Passer til spilleglade børn fra 10 år. /Johanne
 

Løvindens sang

Velkommen til Tortall – et middelalderligt rige fuld af magi, venskaber, kærlighed, magtkampe og dyr med og uden magi. I seriens første 4 bøger – Løvindens sang – følger vi Alanna. En pige på 10 år, der langt hellere vil træne som kriger end være på klosterskole, og derfor skjuler sin sande identitet og går i lære som ridder på kongens slot udklædt som dreng. Samtidig skal Alanna lære at kontrollere sine magiske kræfter. Alanna er den første af flere kvindelige hovedpersoner gennem serien.
Riget Tortall sætter en flot ramme for historierne, og der bliver ikke sparet på detaljer i beskrivelser af eventyrlige steder og Tortalls magiske historie. Alanna bliver levende på papiret, og man føler sig draget af hendes kamp for at nå sine mål og drømme. /Vibeke
 

Jagten på sandheden - Den 25. time

I den fiktive by Skjulstrup udgiver Tosse-Torben sin avis ’Jagten på sandheden’. Han er sikker på, at døgnet har en 25. time men, at nogle tidsrøvere stjæler den fra de gode borgere i byen. De tre venner Amir, Charlie og Vega bliver ansat af Tosse-Torben, og så går den vilde jagt på tidsrøverne. Kasper Hoff har begået en velskrevet og meget humoristisk serie med skønne og farverige illustrationer for de 8-12 årige. Serien kan læses i vilkårlig rækkefølge, og der er flere bind på vej. /Frederikke

Nidstangen

Brødrene Alrik og Viggo har haft et meget turbulent liv hos flere plejefamilier. Nu er de endelig faldet til hos et ægtepar i byen Mariefred. Men ikke alt er, som der ser ud på overfladen. Det viser sig nemlig, at brødrene er udvalgt til at beskytte ’Det hemmelige bibliotek’. En hæsblæsende serie skrevet af den svenske krimiforfatter Åsa Larsson og med tegneserie striber, der bryder læsningen. Bogen er krydret med nordisk mytologi og kan læses fra cirka 10 år. Huske at serien skal læses i rækkefølge. /Julie
 

Bersærk - Trolde

Serien foregår i vikingetiden og handler om Tora, der har svært ved både at styre sin vrede og mange kræfter og med at finde ud af, hvor hun lige passer ind.
Serien er på 6 bind og er skrevet af Josefine Ottesen, der har skrevet mange bøger om vikingetiden. /Christina
 

Enhjørningemagi – Ildens enhjørning

En serie fuld af magi, enhjørninger og venskab. Aisha er flyttet ind i et hus, som hedder ’Den fortryllede hytte’ og allerede den første dag bliver hun venner med Emilie. Sammen finder de en krystalenhjørning og straks er de i en verden fuld af enhjørninger og magi. Faren lurer dog lige om hjørnet og snart må de to venner redder ’Den fortryllede dal’ og ’Guldslottet’. En sød og magisk fortælling som passer til børn fra 8 år. /Johanne
 

Lampens børn - Akhenatons hemmelighed

I ’Lampens børn’ møder vi John og Philippa på 12 år. De er som alle andre børn – tror de. På en sommerferie hos deres onkel får de at vide, at de i virkeligheden er djinn’er (lampeånder). Sammen med onkel Nimrod kommer de ud på et vildt eventyr, hvor de får brug for alle deres magiske evner.
Bogen er fyldt med atmosfære, og man får lov til at snuse både til det moderne Egypten med det myldrende folkeliv i de snævre gyder og det gamle Egypten med kætterkongen Akhenaton som omdrejningspunkt. Persongalleriet er interessant, spændingen er intens, djinn'ernes verden er skildret fantasifuldt og levende og lokaliteterne er beskrevet med fine stemningsfulde detaljer.
Er du til en historie fyldt med spænding, fantasy og eventyr i et magisk parallelunivers, så er ’Lampens børn’ lige noget for dig. /Vibeke
 

Samlingens vogter - Tyvefældens forbandelse

Endnu en velskrevet serie fra Kasper Hoff, der har mange fans i børnebiblioteket. Denne serie vil appellere til læsere, der synes, det er spændende med paralleluniverser og shamanisme. Serien er på foreløbig 5 bind og den nyeste er lige udkommet. /Christina