Efteråret med de små

Få inspiration til at læse om efteråret med den små i vuggestue og børnehave.

Det er lige ved at være efterår og bladene venter i spænding på bladtræneren, der skal lære dem at hvirvle, hvisle og hviske og storme, suse og snurre. Men han kommer ikke. Hvor er han blevet af? Til sidst må bladene tage fat selv.

En fin billedbog til de 3-5-årige med poetisk sprog om årstidernes skiften. Tag på opdagelse i naturen og find forskellige blade sammen. Se på de mange nuancer, og brug vandfarver til at gengive efterårets farver.

Om efteråret er der så mange sjove ting at lave. Der kan både hoppes i vandpytter og samles blade ind. Du kan også finde kastanjer til kastanjedyr og æbler til æblekage.

Fin fotobog for de 1-3-årige med stemningsbilleder fra efterårsdagene. Gå selv på opdagelse i naturen og se om I kan finde kastanjer og æbler til at lave noget kreativt med.

Løven finder en fugl, der er skadet, og ikke kan flyve til syden med sin flok. Løven binder vingen ind og inviterer fuglen indenfor i sit hjem. Sammen finder de en hyggelig hverdag hele vinteren med sutsko og oplæsning. De leger og kælker, og fuglen får lov til at sidde i løvens store manke. Men da foråret kommer er det tid til at sige farvel. Men måske ses de igen til efteråret?

Næsten ordløs billedbog om årstiderne, venskab og savn. Når det en dag er dårligt vejr, så lav jeres egen hyggestund med varme sutsko og højtlæsning.

Det er ved at være efterår og Lille gås mærker en stikkende længsel indeni. Det er som om hun skal gøre noget, men hun ved ikke hvad. Hun besøger både bæverne, egernet og bjørnen for at finde ud af, hvad de gør om efteråret. Indtil hun til sidst finder ud af, hvad den indre længsel betyder. Smukt illustreret billedbog holdt i efterårets varme farmer med et poetisk sprog. Historien kombinerer en dannelseshistorie med fakta om, hvad dyrene gør om vinteren.

Snak med børnene om, hvordan de forskellige dyr overlever vinteren, og hvad I kan gøre for at hjælpe dem. (f.eks. bygge et pindsvinehus eller lægge frø til fuglene).