Dokumentar til opera-elskere: Ron Howards "Pavarotti"

26.03.21
Instruktøren Ron Howard hylder manden og myten Luciano Pavarotti i sin dokumentarfilm fra 2019, som nu er tilgængelig på Filmstriben.

En simpel mand
Opera-dokumentarer kan tage sig meget forskelligt ud. For et par år tilbage kom Tom Volfs Maria by Callas (tilgængelig på Filmstriben her), som var i den eksperimenterende ende af skalaen med sin montage-agtige form. Den slags leg med doku-genren finder man ikke i Ron Howards Pavarotti, som snarere gør en dyd ud af en enkel tilgang til sit stof. Gennem fotografier, arkivklip og interviews med efterladte familie, venner og kolleger udrulles historien kronologisk om bagersønnen Luciano fra Modena, som tog alverdens store operascener med storm allerede som ganske ung mand.

Og publikum tages i hånden: Hver gang en ny opera nævnes, får den en beskrivelse af handling og stemning med på vejen – så man ikke skal være hægtet af, hvis man aldrig skulle have set Tosca eller en af de andre operaer, dokumentaren viser sceneoptagelser fra.

Det lettilgængelige fra Ron Howards side giver mening for så vidt, at det synes fint i Pavarottis ånd. Det elitære tiltalte aldrig sangeren, og filmen fremstiller ham som en simpel, glad og frimodig mand, der faktisk ikke rigtig trivedes med de tunge, dramatiske tenorpartier. Det gjorde ham slet og ret trist at skulle dø tragisk i sidste akt, som det ofte er tilfældet i tenorpartier. Bedst havde han det i roller som det simple landsbyfjollehoved Nemorino fra Elskovsdrikken, hvor stemningen er munter og alt ender lykkeligt.  

Samme forkærlighed for det enkle og anti-elitære fik også Pavarotti til sent i karrieren at gå all in på at få operagenren ned fra sit elfenbenstårn og ud til masserne. At det lykkedes, vidner masser af filmens klip om: Fra udsolgte koncerter med De tre tenorer (Pavarottis samarbejde med Placido Domingo og José Carreras) og tiljublede velgørenhedskoncerter  med populære pop- og rockkunstnere som U2 og Celine Dion. Også den folkekære Lady Diana blev en del af inderkredsen omkring operasangeren.

Ingen ikonoklasme
Man skal ikke regne med, at Ron Howard i sin film går specielt hårdt til Pavarotti eller at man får nye persoektiver på sangeren. Faktisk er der nok mest af alt tale om en slags hyldestfilm. Alle interviewpersoner, fra hustruer, over eks-elskerinder til kolleger, omtaler kun den tilsyneladende ejegode Luciano i de mest rosende, floromvundne vendinger. Forholdet til den yngre sopran Madelyn Renée bliver således heller ikke på nogen måde problematiseret i filmen til trods for, at affæren udsprang ud af, at Renée var Pavarottis beundrende elev og udspillede sig i en branche, der er berygtet som arena for betændte sager om ulighed mellem kønnene.

At Pavarotti i perioder også virkede kunstnerisk rådvild eller famlende, går filmen også let henover. Man kunne f.eks. sagtens have problematiseret den pop-i-ficering af operaen som genre, der også fandt sted, når Pavarotti lavede operakoncerter i store poparenaer. Måske er der vitterligt ikke noget at komme efter i Pavarottis tilfælde, men den manglende kritiske stillingtagen virker alligevel påfaldende i en film fra 2019.

Er man klar på en lidt nostalgisk rejse gennem en Pavarottis personlige og professionelle liv, kan man dog roligt kaste sig over filmen. 

Begavet brug af opera-musik
Lydsiden af filmen er en fryd, fordi det er umuligt ikke at blive ved med at betages af Pavarottis suveræne stemmekraft og overskud. Ni høje C'er i træk i arien "Ah! Mes amis"? Intet problem for Pavarotti! Man holder vejret et øjeblik, så magisk lyder det.

Ron Howard gør også begavet brug af kendt opera-musik, gerne med små vittige hints til inkarnerede opera-fans. F.eks. er det ret sjovt, at Pavarottis benhårde agent Herbert Breslin præsenteres ved hjælp af Scarpias uhyggelige motiv fra Tosca. Og ganske effektivt rørende, at Pavarottis forelskelse i en yngre kvinde illustreres af et uddrag fra hans fremførelse af ”Una furtiva lagrima”.

Filmen er tilgængelig på Filmstriben.dk og kan streames gratis via vores hjemmeside her.

Og har du fået lyst til at lytte mere til Pavarotti, kommer her nogle gode bud på indspilninger fra bibliotekets samling:

CD: Regimentets datter
Donizetti-operaen med de mange høje C'er! Luciano Pavarotti synger over for den legendariske Joan Sutherland, som også medvirker på adskillige arkivklip i filmen, og som Pavarotti beundrede for hendes teknik. 

CD: The Three Tenors in Concert
1990'er nostalgi for fuld udblæsning! Der er tale om en koncertoptagelse fra 1994, hvor fænomenet De tre tenorer var på noget nær sit højeste. 

Film: The Original Three Tenors Concert 
Filmoptagelse af en Tre Tenorer-koncert fra Rom i 1990. Inkluderer naturligvis hittet "Nessun dorma" fra Turandot, som de tre herrer yndede at synge på skift. Filmen kan streames online.

CD: Madame Butterfly
Herbert von Karajan dirigerer, og Mirella Freni er Pavarottis underskønne Cio-Cio San i denne udgivelse med uddrag fra den tragiske opera af Puccini. 

DVD: Elskovsdrikken
Pavarottis elskede Donizetti-opera om troskyldighedens sejr. Optagelse fra 1981.